Et Easyjet-fly fyldt med passagerer, der skulle fra Manchester i England til Alicante i Spanien, måtte have hjælp fra en usædvanlig kant.
Flyet var blevet forsinket i mere end to timer, da en af flyets piloter ikke var mødt op til den planlagte afgang.
Det fik en af flyets passagerer til at melde som på banen som alternativ til den udeblevne pilot, skriver The Independent.
Til de øvrige passagerers store held, var den hjælpsomme passager tilfældigvis uddannet pilot og ansat hos Easyjet, men var på vej til Spanien på en ferie med sin familie.
Det krævede dog først en tilladelse fra firmaet, hvorfor den hjælpsomme passager, Michael Bradley, måtte ringe og bede om tilladelse til at arbejde på sin fridag.
Heldigvis for Michael Bradley og resten af passagererne, havde han de nødvendige kort og tilladelser med i bagagen, så han kunne få lov at lette med flyet.
Kort efter kunne Michael Bradley overbringe den glædelige nyhed til resten af flyet, såfremt de kunne leve med at han ikke var iført den klassiske arbejdsuniform, skriver mediet.
En af medpassagererne optog situationen på sin telefon og delte det på sin Facebook-profil.
Årsagen til at den oprindelige pilot ikke mødte op, skyldes en teknisk fejl hos den franske flyvekontrol, der havde medført flere aflysninger, der gjorde, at flere af Easyjets ansatte ikke stod til rådighed som planlagt.
På trods af den usædvanlige situation, blev alle regler fuldt og overholdt, udtaler en talsmand fra flyselskabet til The Independent.
»Dette er helt i tråd med reglerne, da han havde sin licens og ID med sig. Sikkerheden er altid vores højeste prioritet,« udtaler talsmanden og fortsætter:
»Det betød, at kunderne kunne komme frem til deres destination og viser vores ansattes engagement og dedikation.«