»Jeg fandt nogle fugleæg, så jeg kunne få noget protein. Men jeg blev svagere dag for dag. Jeg troede, jeg skulle dø«.

Sådan siger den brasilianske 36-årige Antonio Sena, der på mirakuløs vis har overlevet 36 dage i Amazonas regnskov, efter hans fly styrtede ned.

Det skriver norske NRK.

De 36 dage alene i junglen har dog ikke været helt uden omkostninger. Antonio Sena har tabt sig mere end 25 kilo.

Han fortæller, at han måtte nødlande, da flyet havde en mekanisk fejl.

Han nåede kun at tage en rygsæk med sig, hvori han havde noget brød, lidt vand, en kniv, en lygte og en telefon, inden flyet gik op i flammer.

Det var dog ikke muligt at ringe til nogen, og hjælpen var derfor langt borte.

De første dage blev han ved stedet, hvor flyet var nødlandet, da han tænkte, at det var lettere at finde ham, hvis han var i nærheden af flyvraget.

»Jeg vinkede og råbte, men ingen så mig,« siger han.

Efter ni dage var der ikke længere nogen fly at spotte i luften, og han skønnede, at eftersøgningen af ham måtte være indstillet.

Han valgte derfor at udforske junglen og brugte det sidste strøm på telefonen til at finde ud af, at nærmeste bebyggelse lå 27 kilometer borte.

»Jeg gik om morgenen og om formiddagen. Derefter brugte jeg tiden på at finde et sikkert sted at overnatte,« siger Antonio Sena til den brasilianske tv-station Record TV.

Antonio var forsvundet i juglen i 36 dage, ind til han fandt hjælp. Det er ham i den sorte trøje ca midt i billedet. Foto: Facebook.
Antonio var forsvundet i juglen i 36 dage, ind til han fandt hjælp. Det er ham i den sorte trøje ca midt i billedet. Foto: Facebook.
Vis mere

Junglen er fyldt med rovdyr, slanger og giftige insekter. Han var heldigvis i god form og havde taget et overlevelseskursus.

35 dage efter skete miraklet: Han hørte en stemme, som viste sig at være nogle personer, der var i færd med at samle nødder.

»De reddede mit liv. De havde en amatørradio og med den fik de kontaktet myndighederne og min familie,« siger Antonio Sena.

Han blev efterfølgende fløjet til hospitalet for at blive tjekket for mindre skader, han havde pådraget sig.