Klokken 12.15 søndag rykkede redningstjenesterne ud til en alvorlig ulykke nær en privat lufthavn i staten New South Wales i Australien.
Meldingen lød, at to mindre fly var kollideret i luften, hvorefter det ene var styrtet ned.
Den ene af piloterne, hvis fly var involveret i kollisionen, mistede livet i ulykken.
Det skriver mediet People.
»De udrykkende redningsfolk fandt liget af piloten, som formodes at være den eneste ombordværende i flyet,« oplyste politiet og tilføjede:
»Det andet fly landede sikkert på flyvepladsen, og piloten kom ikke til skade.«
Ifølge Daily Mail er den afdøde pilot blevet identificeret som Eddie Seve, som var en kunstflyver.
Eddie Seve har grundlagt Freedom Formation Display Team, som er Australiens største civile formationshold.
Han fløj angiveligt i en formation af fire fly, da kollisionen skete.
Ifølge The Daily Telegraph mistede det andet fly kun et hjul i kollisionen.
