Besætningen på det SAS-fly med retning mod København, der torsdag aften hasarderet måtte bremse med 200 kilometer i timen efter at have forvildet sig ned ad den forkerte bane i Bruxelles' lufthavn, var både 'trætte' og 'stressede'.

Sådan lyder forklaringen på fejlen i hvert fald fra flyets norske kaptajn på en video fra kabinen, der er optaget umiddelbart efter episoden, som B.T. er kommet i besiddelse af.

tip os
Kender du noget til sagen, eller er der noget, vi skal vide? Så hører B.T. gerne fra dig.

»Der er helt sikkert flere faktorer, der spiller ind. Vi har været under et vis pres for at nå denne afgangstid. Det kan være, vi har været trætte, og der har været stress på,« fortæller piloten sine passagerer på videoen.

Som B.T. fredag har beskrevet var piloten ved en fejl kommet til at køre flyet ud på den såkaldte taxibane og forsøgte at sætte flyet i luften der fra.

En taxibane er kun beregnet til fly, der skal flytte sig mellem forskellige steder i lufthavnen – for eksempel mellem terminaler, hangarer eller parkeringspladser.

Se og hør den skjulte optagelse fra flykabinen herunder:

Det var først, da flyet var kommet højt op i fart, at piloten opdagede, at man ikke var på vej ned ad startbanen, men derimod den parallelt liggende taxibane.

»Uden at kontroltårnet bemærkede det, stillede vi os op på den (bane, red.), der løber parallelt med landingsbanen, som ser ud præcis som en landingsbane, men det var taxibanen,« forklarer piloten videre de rystede passagerer.

Opbremsningen skete ifølge Brussels Times med over 200 kilometer i timen, og flyet endte med at skride ud i rabatten og stoppe faretruende tæt på nogle tanke, hvis indhold er uvist.

B.T. har været i kontakt med 53-årige Henrik Madsen, der var ombord på flyet, og som allerede ved boarding bemærkede, at SAS-personalet havde påfaldende travlt med at få passagererne i sæderne, så flyet kunne lette til tiden.

Efter den ifølge ham »rystende« episode ombord på flyet, studsede han også over pilotens forklaring:

»Jeg blev sgu bekymret for manden. Hvis det er arbejdsvilkårene, der gør, at han træffer sådan en beslutning, så er det jo meget bekymrende.«

53-årige Henrik Madsen var ombord på flyet, der torsdag fejlagtigt forsøgte at lette fra taxibanen i Bruxelles Lufthavn.
53-årige Henrik Madsen var ombord på flyet, der torsdag fejlagtigt forsøgte at lette fra taxibanen i Bruxelles Lufthavn. Privat

»Han var en rar mand, som nu formentlig står i en rigtig skidt sag. Og hvis det skyldes, de ting, han selv nævner, så er det jo dybt foruroligende,« siger Henrik Madsen til B.T.

På optagelserne fra kabinen lægger kaptajnen ikke skjul på, at den dramatiske episode heller ikke for ham er hverdagskost.

»Heroppe foran (i cockpittet, red.) er vi alle ret rystede. Det er sjældent, man oplever sådan noget her, og i min 28 år lange karriere har jeg aldrig været tæt på at opleve dette,« siger piloten til passagererne på optagelserne.

165 personer var ombord på flyet. De blev alle evakueret og kommer efter planen alle sammen med en ny afgang til København fredag.

B.T. har rakt ud til SAS for at få flyselskabets reaktion på, at fejlen ifølge piloten er sket grundet manglende energi og arbejdspres.

Flyselskabet er desuden blevet bedt forholde sig til, hvordan man kan sikre passagerernes sikkerhed, hvis sådanne fejl opstår, når flypersonalet får travlt.

I et skriftligt svar skriver kommunikationschef, Alexandra Lindgren Kaoukji, at der er iværksat en undersøgelse, som skal kortlægge episoden.

Hun gentager desuden, at afgangen ifølge SAS blev afbrudt af 'en uregelmæssighed'.

'I luftfarten går man aldrig på kompromis med sikkerheden. Flyselskaber, lufthavne og flyvekontrol er vant til at operere i tidskritiske miljøer og er trænet i at håndtere dette på en sikker måde. Ingen passagerer kom til skade, der var ingen skader på flyet,' lyder det i svaret.