Picasso-værket 'Stilleben med guitar' skulle efter planen have været vist frem på en udstilling i Spanien, der åbnede i sidste uge.
Men sådan gik det ikke.
Maleriet – der måler 12,7 x 9,8 centimeter og har en værdi af 4,5 millioner kroner – er nemlig forsvundet på vej fra Madrid til Granada, hvor udstillingen afholdes.
Det skriver The Guardian.
3. oktober ankom en varevogn fra Madrid, og her skulle værket, der tilhører en privat samler fra den spanske hovedstad, være iblandt.
Men maleriet fra 1919 nåede aldrig frem til CajaGranada-fondens udstilling 'Still Life: the Eternity of the Inert'.
CajaGranada-fonden oplyser, at varevognens indhold blev aflæsset og kontrolleret, da den kom frem klokken 10.
Leveringen blev godkendt, og varevognen kørte væk.
Det på trods af, at nogle af de grundigt pakkede værker ikke var korrekt nummeret, hvilket gjorde det umuligt at foretage en »grundig kontrol.«
Den følgende mandag blev værkerne, som havde været videoovervåget hele weekenden, pakket ud.
»Da udpakningen var færdig, udført af CajaGranada-fondens eget personale, blev værkerne flyttet til forskellige dele af udstillingslokalet,« siger fonden og fortsætter:
»Om formiddagen samme dag bemærkede udstillingens kurator og fondens udstillingschef, at et værk manglede.«
Maleriets forsvinden er blevet anmeldt til spansk politi.
Sagen bliver i øjeblikket efterforsket, skriver The Guardian.