Endnu en coronavariant. Endnu en smittebølge. Endnu en nedlukning.
Coronatrætheden har for længst meldt sig hos de fleste, og mon ikke mange spørge sig selv, hvornår vi opnår den meget omtalte flokimmunitet.
Nu kommer en række fremtrædende medarbejdere hos vaccineproducenten Pfizer med noget, der ligner et svar.
De mener nemlig, at covid-19 vil være en såkaldt endemisk sygdom, når vi når 2024.
At en sygdom bliver endemisk, betyder, at den ikke forsvinder, men i stedet vil være en sygdom, som vi lever med, og som dukker op i mindre begrænsede områder fra tid til anden, og som vi kan vaccinere mod. Altså lidt som en almindelig influenza.
»Vi tror, at covid vil forandre sig til en endemisk tilstand, muligvis i løbet af 2024,« siger global president for Pfizer Vaccines, Nanette Cocero, til tv-stationen CNBC.
Hun peger på, at covid-19 vil nå et endemisk niveau, når befolkningen har opnået immunitet fra vacciner eller fra tidligere smitte, som vil holde smittespredningen, indlæggelser og dødsfald under kontrol, selvom virussen er i omløb.
En anden Pfizer-chef, Mikael Dolsten, peger på, at der er flere ting, der spiller ind i forhold til at gøre coronavirussen endemisk.
»Hvornår og hvordan dette præcis sker, vil afhænge af udviklingen af sygdommen, hvor effektivt samfundet anvender vacciner og behandlinger og fordelingen af vacciner til områder, hvor vaccinationsraterne er lave.«
Fremkomsten af nye varianter kan også påvirke, hvordan pandemien fortsætter med at udvikle sig.«
Han tilføjer, at det ikke er sikkert, at alle lande når det endemiske niveau samtidigt.
»Det ser ud til, at nogle regioner i løbet af det næste år eller to vil gå over til et endemisk stade, mens andre regioner vil fortsætter i pandemisk tilstand,« siger Mikael Dolsten til CNBC.

