Danske feriegæster risikerer at blive strandet et godt stykke tid i den arabiske ørken, hvor missiler lige nu flyver på kryds og tværs.

Det vurderer militæranalytiker Peter Viggo Jakobsen, efter flere lande i Mellemøsten har lukket deres luftrum og gjort det sværere at komme hjem:

»Det her luftrum kommer til at være lukket nu i ugevis, vil jeg gætte på,« siger Peter Viggo Jakobsen, som er lektor ved Forsvarsakademiet.

»Så de kan godt have udsigt til at komme til at sidde og glo der et stykke tid.«

 Tennisstjernen Holger Rune og tv-personligheden Pelle Hvenegaard er nogle af dem, der i så fald må væbne sig med tålmodighed. I weekenden fortalte de begge til B.T., at de er strandet i Doha i Qatar.

»Luftalarmer begyndte at bimle og bamle,« sagde Pelle Hvenegaard lørdag. Imens er Holger Runes mor bekymret for sin søn:

»Holger kunne ikke sove i nat, og han er utryg, kan jeg mærke. Det er voldsomt for et ungt menneske.«

Det var lørdag, at USA og Israel antændte en farlig konflikt i Mellemøsten ved at bombe Iran og likvidere landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, arbejder nu på helt at afsætte Irans regime. Imens reagerer Iran ved at sende missiler mod militære mål i regionen.

Og det kan altså komme til at trække ud ifølge Peter Viggo Jakobsen.

»Jeg kan jo ikke vide, hvad der sker om en uge, og hvordan det udvikler sig – men USA og Israel kan ikke nå deres militære mål i løbet af nogle uger. Det vil tage længere tid,« siger militæranalytikeren.