Konflikten mellem USA og Iran trækker ud. Og lige nu er det rent faktisk ikke USA, men derimod Iran, som står bedst, mener en dansk ekspert.
Trump presser dog på for at få en ende på krigen, men hvor meget kan han give sig og stadig kalde sig for vinder af konflikten?
Ifølge lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen er det iranerne, der lige nu har de bedste kort på hånden.
»Iranerne har fat i den lange ende, så længe de godt kan leve med at blive bombet lidt mere. Jo længere tiden går, jo større er risikoen for, at den økonomiske krise bider sig fast, og det er det sidste, amerikanerne har brug for,« siger Peter Viggo Jakobsen til B.T.
Han mener, at det især er de stigende oliepriser, der presser Trump, som gik på valg på at mindske amerikanernes brændstofpriser.
»Amerikanerne er desperate for at få en aftale, fordi de ikke kan holde til de her stigende energipriser. Det har iranerne luret, og derfor prøver de at trække tiden for at øge presset på amerikanerne,« siger han og fortsætter:

»USA har utroligt svært ved at finde en måde at presse Iran på, hvor det ikke gør lige så ondt på dem selv. Uanset hvad Trump gør, så kommer olieprisen til at stige, og det er lige præcis det, han ikke holder til.«
Og med udsigt til det kommende midtvejsvalg i USA til november, sætter Trump-administrationen nu alle kræfter ind på at få afsluttet denne konflikt.
»USA har travlt, fordi Donald Trump ikke kan holde til det her. Det sidste, amerikanerne har brug for, er en økonomisk krise op til midtvejsvalget,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Han lægger dog vægt på, at USA ikke kan gå med til en aftale, medmindre Iran åbner for Hormuzstrædet.
»Det, som amerikanerne ikke vil kunne leve med, er, at iranerne kan opkræve penge på de skibe, der sejler gennem Hormuzstrædet. Som minimum skal der være en garanteret åbning af strædet som en del af en aftale,« siger han.
Mandag er der fredsforhandlinger i Pakistan, og USA møder med vicepræsident J.D. Vance i spidsen.
Men Iran nægter at møde op, så længe USA opretholder blokaden i Hormuzstrædet.
Til spørgsmålet om, hvorvidt parterne finder en løsning på at afslutte krigen, mener Peter Viggo Jakobsen ikke, at det kommer til at ske ved disse forhandlinger.

»Jeg tror ikke, der kommer noget ud af det. Det kommer til at gå helt til kanten, medmindre amerikanerne viser sig meget kompromisvillige og giver iranerne mere, end de har sagt offentligt på nuværende tidspunkt,« siger han.
I forhold til skibstrafikken i Hormuzstrædet, ser det også først ud til at vende tilbage til status quo, når der bliver fundet en løsning på krigen.
Og Indtil da vil olieprisen fortsat være meget svingende.
»Det kommer til at gå frem og tilbage, indtil der kommer en fredsløsning. Det er Iranernes trumfkort over for USA, og det kommer de ikke til at give op, før de har fået en aftale, de kan leve med,« siger lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.
