Den tidligere britiske ambassadør Peter Mandelson er blevet anholdt på baggrund af en mistanke om, at han har begået embedsmisbrug.

Det oplyser britisk politi mandag, skriver BBC.

Kort forinden berettede mediet The Times ifølge Reuters, at han var blevet ført væk af politibetjente fra sit hjem i London.

Peter Mandelson blev udnævnt til ambassadør i USA i januar 2025, men blev fyret fra posten i september, efter at det kom frem, at han havde haft et venskab med den dømte seksualforbryder og rigmand Jeffrey Epstein.

De senest offentliggjorte dokumenter i sagen om Epstein har afsløret, at Mandelson havde tættere bånd til Epstein end hidtil antaget.

Tidligere på måneden undskyldte premierminister Keir Starmer over for Epsteins ofre for udnævnelsen af Mandelson.

Mandag er den tidligere ambassadør altså blevet anholdt.

- Betjente har anholdt en 72-årig mand mistænkt for embedsmisbrug. Han blev anholdt på en adresse i Camden mandag den 23. februar og er blevet taget med til en politistation i London til afhøring, oplyser politiet i London, Metropolitan Police, i en udtalelse.

- Dette følger efter ransagningskendelser på to adresser i Wiltshire og Camden-områderne, lyder det videre ifølge BBC.

Den amerikanske forretningsmand Jeffrey Epstein blev i 2008 dømt for rufferi i en sag, der involverede en mindreårig pige.

I 2019 blev han sigtet i en ny sag om menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse af mindreårige. Epstein blev anholdt og fundet død i sin celle efter omkring en måned i fængsel.

Peter Mandelson er langt fra den eneste offentlige person, der er blevet sat i forbindelse med den afdøde rigmand.

I Storbritannien er det især Andrew Mountbatten-Windsor, som er lillebror til kong Charles og tidligere bar titlen prins, der har været i søgelyset. Han blev i sidste uge anholdt i en sag om muligt embedsmisbrug.

Britiske medier har skrevet, at anholdelsen skyldes dokumenter, der antyder, at Andrew sendte oplysninger til Epstein fra sit arbejde som officiel handelsrepræsentant for Storbritannien.

/ritzau/