Mens den amerikanske præsident Donald Trump er på besøg i Kina, varsler et andet land nu også, at man snart tager dertil.

Der er tale om Rusland – og nærmere bestemt landets præsident, Vladimir Putin.

Til det statskontrollerede, russiske nyhedsbureau Tass fortæller talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, at Putins besøg i Kina vil finde sted i den nærmeste fremtid.

Ifølge Peskov vil datoerne for besøget snart blive meldt ud.

»Vi vil offentliggøre dem i nærmeste fremtid. Besøget er under forberedelse,« siger han ifølge Tass under et pressemøde:

»Man kan sige, at forberedelserne stort set er afsluttet, og at de sidste detaljer er på plads. Det finder sted i den nærmeste fremtid,« forklarer han videre.

Her ses Dmitrij Peskov med Vladimir Putin i december sidste år.
Her ses Dmitrij Peskov med Vladimir Putin i december sidste år. Foto: Mikhail Metzel/Reuters/Ritzau Scanpix

Nærmere er der ikke meldt ud om Putins planlagte besøg til Kina.

Kina har ikke kommenteret sagen endnu i kølvandet på meldingen fra Peskov.

Putin og Xi Jinping har ifølge The Guardian mødtes mere end 40 gange over årene.

Deres senest møde fandt sted i Beijing i september sidste år.

I øjeblikket er Donald Trump på besøg i landet, hvor han natten til torsdag dansk tid indledte et lidt mere end to timer langt møde med den kinesiske præsident Xi Jinping.

Under deres møde udtalte Jinping, at hvis problemet om Taiwan – som Kina betragter som en del af sit territorium – ikke bliver håndteret korrekt, vil Kina og USA muligvis ende i en konflikt. Det kan du læse mere om i artiklen HER.