Det skulle have været en simpel oprydning i et lagerrum, hvor der skulle gøres plads til respiratorer og ekstra hospitalssenge under coronapandemien.
I stedet endte personalet på Stony Brook Southampton-hospitalet med at finde en række kostbare genstande, skriver New York Post.
For i lagerrummet fandt hospitalsansatte nemlig over 100 billeder af nogle af verdens største kunstnere inden for abstrakt ekspressionisme. Fundene har da også skabt begejstring i kunstmiljøet.
»Det var ligesom at åbne konge Tuts (Tutankhamon, red.) grav,« siger kunstekspert Vincent Manzo, der var blandt de første til at se nærmere på de unikke billeder, til New York Post.
Blandt fundene var tegninger, malerier og skulpturer fra amerikanske kunstnere som Robert Dash, Alexander Calder og Willem de Kooning.
Netop Willem de Kooning var, mens han stadig var i live, indlagt på Stony Brook Southamton-hospitalet i fire dage efter en episode, hvor kunstneren i beruset tilstand faldt ned ad en trappe.
Ved et andet tilfælde var kunstneren, igen i beruset tilstand, gået ud i en snestorm, hvor han senere blev fundet bevidstløs og nedkølet i snedrive, hvorfor han igen måtte en tur forbi hospitalet.
Kunstneren donerede, imens han var i live, en række kunstværker til hospitalets velgørenhedsarrangementer som tak for behandlingerne. Han døde i 1997 i en alder af 92 år.
De spektakulære fund fra hospitalet er siden blevet overleveret til auktionshuset Kaminski Auctions, der har fået til opgave at sælge samlingen.
Den umiddelbare vurdering lyder på en samlet værdi i omegnen af 100.000 dollar svarende til godt 646.000 danske kroner. Ifølge mediet har en enkelt ekspert dog vurderet samlingen til en værdi på op mod én million dollar svarende til 6,46 millioner kroner.
Pengene fra salget vil gå til hospitalet og Southamptons historiske museum.