Gerningsmanden er på flugt efter skyderi på bus med 20 passagerer om bord
En person er alvorligt såret efter et skyderi på en bus i Tyresö syd for Stockholm onsdag eftermiddag, skriver svenske medier som Aftonbladet og Expressen.
Omkring 20 passagerer var om bord på bussen, da skyderiet fandt sted. Gerningsmanden flygtede fra stedet umiddelbart efter.
»Skyderiet skete på bussen,« bekræfter pressekontakt Sophie Gunnarsson fra busselskabet SL til Expressen.
Den sårede person er identificeret, men politiet vil ikke oplyse køn og alder. Dele af hændelsen er fanget af bussens overvågningskamera.
»I hvert fald dele af forbrydelsen findes på overvågningskamera,« siger Daniel Wikdahl fra Stockholmspolitiet til Expressen.
Gerningsmanden er stadig ikke identificeret.
Som sikkerhedsforanstaltning blev Tyresö gymnasium, der ligger få hundrede meter fra gerningsstedet, lukket og eleverne låst inde. Også en anden skole i nærheden blev låst ned.

