Irans seneste angreb på golf-landene har medført massive flyaflysninger og lukkede luftrum. Mange danskere er derfor fanget dernede i øjeblikket.
Pernille Nygaard, som arbejder indenfor tekstilbranchen, er en af dem, der har mærket angrebene på egen krop i Dubai.
Lørdag aften var hun på ørkentur med sin familie. Da de vendte hjem til hotellet, gik Pernille straks ud på altanen for at hænge tøj til tørre. I samme øjeblik ser hun et missil ramme det hotel, der ligger lige ved siden af deres. Nemlig Fairmont The Palm Hotel.
Hun beskriver, at hun så »gnisterne lige i næsen for hende« og at man »kunne mærke varmen«.
Myndighederne i Dubai har bekræftet, at luksushotellet blev angrebet af Iran som led i en gengældelsesaktion, skriver BBC.
Men selvom Pernille Nygaard mener, det var voldsomt, påpeger hun, at mange skyder over målet med deres udlægninger.
»Dubai står ikke og brænder. Folk overdriver det. Det er trist, at historien bliver sådan. Vi er utrygge, men det er ikke værre«, siger Pernille Nygaard, og hun lægger ikke fingrene imellem:
»Inde i centrum har folk intet mærket. I Burj Khalifa var der lysshow og springvand lørdag aften. Man har nerver, men man forsøger at få det bedste ud af det«, lyder det.
Sender stikpille mod de danske myndigheder
Ifølge Pernille Nygaard har de arabiske myndigheder i Dubai passet godt på hende og hendes familie. De konsekvente »alerts« på telefonen fra myndighederne har gjort opholdet dernede »betryggende« i øjeblikket.

Hun ser dog skævt til de danske myndigheder, som ifølge hende »ingen informationer har givet«.
»Det havde været et stort ønske at blive kontaktet noget mere af de danske myndigheder,« siger hun.
Opfordringen til blot at skrive sig op på danskerlisten uden yderligere kontakt er utilstrækkeligt for Pernille Nygaard.
Hun tilføjer, at kufferterne står pakket og klar, da hendes fly angiveligt skulle flyve hjem til Danmark i morgen klokken otte dansk tid.
