Europæiske ledere bør være mere tilbageholdende i deres kritik af Rusland.

Sådan lyder opfordringen fra en række embedsmænd i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, skriver Reuters, der har talt med flere kilder i Pentagon.

Opfordringerne er blevet givet til lederne under bilaterale møder, og det er blandt andet de baltiske lande, der har fået opfordringen. 

Ifølge de amerikanske embedsmænd kan den voldsomme retorik være med til at skade sikkerheden i Europa.

Opfordringen kommer i en tid, hvor Donald Trumps administration har genoplivet deres ønske om at finde en diplomatisk løsning, der kan ende krigen i Ukraine. 

Samtidig er der slået sprækker i det nordiske forhold, hvor Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, har raget uklar med Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, og Finlands præsident, Alexander Stubb, efter de to sidstnævnte valgte at tale i telefon med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

»Jeg er meget skeptisk over for det her norske og finske eget initiativ. Det er ikke koordineret med os andre,« lød det fra Mette Frederiksen.

Pentagon har ikke ønsket at kommentere sagen over for Reuters.