UFO'er. Eksisterer de, eller gør de ikke?

Den evige debat fik i slutningen af april for alvor nyt brænde til bålet, da Pentagon offentliggjorde tre videoer, der viser et mystisk flyvende objekt. Nu afslører flere rapporter, hvad de amerikanske myndigheder tror, der er tale om.

Og det er ikke godt nyt til dem, der tror fuldt og fast på, at rumvæsener og UFO'er eksisterer. Det skriver CNN, der er kommet i besiddelse af dokumenterne.

I rapporterne bliver objekterne nemlig beskrevet som 'Unmanned Aerial Systems' (UAS), der er Pentagons officielle navn for droner.

I en frigivet rapport fra november 2013 var en navy-pilot i stand til at se et lille fly, der havde et vingefang på cirka halvanden meter og var farvet hvid uden andre særlige træk.

'På grund af dens lille størrelse, blev flyobjektet bestemt til at være en UAS,' fastslår rapporten.

En anden rapport fra juni 2013 beskriver, at det flyvende objekt havde farven hvid og var på størrelse med en drone eller et missil.

Det bakker også op om det, man kan se og høre på videoerne, der er optaget af Navy-piloter.

Foto: Screendump - CNN
Vis mere

»Hey, det her er en fucking drone,« siger den ene pilot i videoen, hvorefter en anden person siger »der er en hel flåde af dem.«

Videoerne er fra 2004, 2015 og 2016 og blev offentliggjort af Pentagon for at stoppe enhver tvivl om, hvorvidt de var ægte eller ej. Forinden var de nemlig blot lækket til offentligheden.

Men selvom rapporterne beskriver, at der formentlig er tale om droner, så har det skabt en ny bekymring.

For man har ikke været i stand til at kunne identificere, hvem der har haft kontrol over dem. Det menes derfor et være en stor og alvorlig sikkerhedsudfordring for Navy-piloterne, der træner i et område, der er et luftrum for militærtræning.

'Efter flyvningen kontaktede man adskillige lokale UAS-operatører, der hævdede ikke at have nogen viden om de uidentificerede objekter,' står der i rapporten fra november.

'Jeg føler, det kun er et spørgsmål om tid, før et af vores navy-fly har en luftkollision med en uidentificeret UAS,' advarer en af forfatterne bag rapporten.

Der bliver derfor også spekuleret i, hvorvidt dronerne kunne være styret af 'fjende' såsom Rusland eller Kina, som muligvis har forsøgt at indsamle information om det amerikanske militærs operationer.

Præsident Donald Trump var hurtigt ude at reagere på UFO-videoerne, der udtrykte, at han både var imponeret og overrasket.

»Jeg undrer mig over, om det er ægte. Det er noget af en video,« fortalte Trump under et interview med Reuters i Det Hvide Hus.