Pave Frans er den første pave, der har besøgt Irak. Weekendens besøg forløb uden problemer.

Pave Frans har mandag morgen forladt Irak efter et historisk besøg weekenden over.

Paven vinkede en sidste gang, før han steg om bord på flyet i Iraks hovedstad, Bagdad, med kurs mod Rom.

Fra flyets cockpitvinduer vajede Vatikanets flag og Iraks flag. Iraks præsident, Barham Salih, fulgte den 84-årige pave hen ad en rød løber til flyet.

Pave Frans er den første pave, der besøger Irak. Det historiske besøg forløb uden problemer, selv om der forud for det var bekymringer angående sikkerheden og coronasituationen i landet.

Undervejs var paven blandt andet i det sydlige Irak, hvor han mødtes med den shiamuslimske storayatollah Ali Sistani. Han besøgte også ruinerne af Ur, patriarken Abrahams fødested.

Søndag besøgte han Mosul og Erbil i det nordlige Irak. Mosul er Iraks næststørste by og var højborg for den islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS) mellem 2014 og 2017. Der er nu få kristne familier tilbage i byen.

Paven bad en bøn foran en gammel kirke, som blev ødelagt under konflikten med IS. Hans bøn var for ofrene for krig.

Ved det sidste offentlige arrangement søndag satte paven ord på sine oplevelser i Irak.

- Under min tid sammen med jer har jeg hørt jeres stemmer påvirket af sorg og tab, men også stemmer med håb og trøst.

- Nu nærmer tiden sig for min tilbagevenden til Rom. Men Irak vil altid være med mig i mit hjerte, sagde pave Frans søndag.

Under det tre dage lange besøg holdt paven adskillige taler i flere byer. Hver gang var det med et budskab om håb og broderskab.

/ritzau/Reuters