Patient døde på bordet: Læge fjernede forkert organ
Lægen risikerer nu op til 15 års fængsel for manddrab.

Lægen risikerer nu op til 15 års fængsel for manddrab.

På en ferie i Florida i august 2024 fik han smerter i sin venstre side.
Derfor tog den 70-årige William Bryan på hospitalet for at blive undersøgt. Dommen var klar – hans milt skulle fjernes.
Men sådan skulle det ikke gå. Og det kostede ham livet.
Lægen fjernede nemlig ikke mandens milt, men derimod hans lever. William Bryan forblødte på bordet.
Først nu bliver lægen Thomas Shaknovsky holdt ansvarlig, skriver tyske Bild.
Han er anklaget for uagtsomt manddrab og kan risikere op til 15 års fængsel, hvis han bliver fundet skyldig ved retten i Walton County.
Ifølge mediet har Thomas Shaknovsky forklaret, at han ikke kunne se forskel på milten og leveren. Han forklarede, at milten var »dobbelt så stor som normalt«.
Men den forklaring afviser retsmedicinere – milten var, som på alle andre, tydeligt mindre end leveren.
Videre har lægen beskrevet dødsfaldet som en »utroligt uheldig hændelse«, som han beklager dybt, skriver mediet.
Hvad han selv beskriver som en »uheldig hændelse«, valgte Thomas Shaknovsky alligevel at dække over i operationsrapporten, lyder det videre.
Ifølge mediet blev en sygeplejerske angiveligt bedt om at omtale leveren som milten i rapporten. Selv skrev han også i en rapport, at det var milten, som han havde fjernet.
Thomas Shaknovsky er i skrivende stund løsladt mod kaution. Han nægter sig skyldig i manddrab.