Det var nær endt i en dødbringende katastrofe.
Takket være en vågen pilot endte det ikke i en katastrofe, da et passagerfly fra JetBlue fredag var tæt på at kollidere med et militærfly.
BBC og CBS News beskriver episoden, hvor et fly fra JetBlue måtte stoppe sin opstigning, fordi et tankfly fra det amerikanske luftvåben krydsede samme bane.
Flyet var på vej fra Curaçao, en ø lige ud for Venezuelas kyst, til JFK-lufthavnen i New York City.
»Vi var lige ved at have et sammenstød midt i luften heroppe,« sagde JetBlue-piloten på en optagelse, som CBS News har fået fat i.
»De passerede direkte i vores flyvebane. (…) De har ikke deres transponder tændt, det er skandaløst,« lød det videre fra piloten.
Transponderne er den enhed, der kommunikerer deres identitet, position og højde til flyveledere og andre fly.
I en erklæring til CBS News siger en talsperson, at luftvåbnet er bekendt med hændelsen og i øjeblikket gennemgår sagen.
»Militære flybesætninger er højt uddannede fagfolk, der opererer i overensstemmelse med etablerede procedurer og gældende luftrumskrav,« lyder det fra talsmanden.
»Sikkerhed er fortsat en topprioritet, og vi arbejder gennem de relevante kanaler for at vurdere fakta omkring situationen.«
Hændelsen kommer efter en advarsel fra Federal Aviation Administration sidste måned til amerikanske fly, der opfordrede dem til at »udvise forsigtighed,« når de befinder sig i venezuelansk luftrum, »på grund af den forværrede sikkerhedssituation og øget militær aktivitet i eller omkring Venezuela.«
