Alle flypassagerer, som vil til Tyrkiet, skal fra på mandag 28. december fremvise en negativ coronatest, som er højest 72 timer gammel.

Det siger den tyrkiske sundhedsminister, Fahrettin Koca, ifølge Reuters.

Har man ikke en ren og ny test, får man slet ikke lov at gå om bord i et fly til Tyrkiet fra på mandag.

Fra onsdag den 30. december gælder reglen om en ren coronaattest, som højest er 72 timer, også for personer, der vil til Tyrkiet med båd eller over landegrænser, skriver nyhedsbureauet AP.

Koca siger også, at der gælder særlige regler for passagerer fra Danmark, Storbritannien og Sydafrika.

Reuters skriver, at passagerer fra de tre lande skal i karantæne, når de kommer til Tyrkiet, plus fremvise en ren coronatest.

AP skriver, at passagerer, der er kommet til Tyrkiet fra de tre lande i de seneste 10 dage, skal fremvise en negativ coronatest.

Derefter skal de gå i karantæne i minimum syv dage, hvorefter de skal vise endnu en ren coronatest.

I netop de tre lande er der fundet meget smittefarlige varianter af coronavirusset.

/ritzau/Reuters