En af de overlevende fra flykatastrofen i Moskva er kommet i strid modvind.

Det skyldes både en udtalelse efter ulykken - og billeder, som er begyndt at florere på nettet.

41 af de 78 ombord på Aeroflot-flyet SU 1492 fra Moskva til Murmansk døde, da flyet brød i brand efter en nødlanding søndag eftermiddag.

Da Dmitry Khlebushkin udtalte sig til pressen efter den frygtelige ulykke, klagede han over, at Aeroflot havde behandlet ham dårligt og består af 'hjerteløse og uprofessionelle' mennesker.

»Jeg ventede i 40 minutter på at få refunderet min billet. Og til sidst fik jeg den slet ikke,« sagde han ifølge Daily Mirror til russiske journalister.

Kommentaren er dog ikke den eneste grund til, at Dmitry Khlebushkin bliver lagt for had på de sociale medier.

Billeder efter katastrofen viser en passagerer, som ligner Dmitry Khlebushkin gående med sin håndbagage.

Da det kom frem, at nogle af de overlevende brugte kostbar tid på at redde deres håndbagage - en handling, der kan have kostet menneskeliv - fik det folk til at rase.

ARKIVFOTO af det brændende fly søndag.
ARKIVFOTO af det brændende fly søndag. AFP PHOTO / RUSSIAN INVESTIGATIVE COMMITTEE

'Folk brænder på flyet, og en passager forlader det med sin kuffert, når det er forbudt at evakuere et fly med en kuffert via nødudgangen,' skriver en bruger på Twitter i kommentarsporet på en af videoerne, mens en anden skriver:

'Er det muligt, at nogle folk bar deres håndbagage under evakueringen? Og på den måske sætte andre folks liv på spil? Hvad sker der for verden!?'

En unavngiven kilde fortalte ifølge Reuters til det uafhængige russiske nyhedsbureau Interfax, at 'evakueringen af flyet blev forsinket af nogle passagerer, der insisterede på først at få deres håndbagage'.

Nu retter meget af vreden sig direkte mod Dmitry Khlebushkin.

Sådan så flyet ud efter at branden var slukket.
Sådan så flyet ud efter at branden var slukket. HANDOUT

Det forlyder, at han sad på sæde 10C i det brændende fly - og russiske medier rapporterer, at kun tre passagerer længere tilbage i flyet slap ud med livet i behold.

Det får folk på de sociale medier til at udnævne Khlebushkin til syndebuk

Men om hans ageren i de afgørende sekunder under evakueringen kostede menneskeliv, er der på nuværende tidspunkt intet belæg for at påstå.

Herunder kan du se overvågningsbilleder af flyets nødlanding. Efter to hop på landingsbanen brød flyets bagende i brand.

Endnu har hverken de officielle myndigheder eller flyselskabet kommenteret sagen om bagagen.

I alt er 41 omkomne blevet bjærget fra flyvraget mandag. Seks andre er endnu i kritisk tilstand.

Flyet nødlandede i den internationale lufthavn Sheremetyevo i Moskva efter kort tid i luften på grund af endnu uspecificerede tekniske problemer.

Flyets nødlanding endte tilsyneladende med at blive særdeles hård, og det udløste en voldsom brand, og hele den bagerste del af flyet blev hurtigt opslugt af flammerne.