En mor fra den amerikanske stat South Carolina og hendes ven kan se frem til en tiltale fra politiet for at havde tortureret deres børn med kraftig sovs og krydderier.
Den 25-årige Sabrina Irene Emerick og hendes 37-årige ven Robert Earl Kailiala Saladaga blev begge sigtet for vold mod børnene. Det oplyser politiet i Greenville onsdag.
Børnene på fem og syv år blev interviewet af børneværnet, og de fortalte detaljeret om misbrug fra Saladagas side. Det skriver avisen New York Post.
Ifølge politiet var Sabrina Emerick klar over det forfærdelige misbrug - og hun tillod, at det fortsatte, og børnene dermed stadig var i fare.
Saladaga tvang angiveligt den femårige dreng til at tage ekstremt kolde og varme brusebade. Og han forsøgte også flere gange at kvæle ham med puder.
Den 37-årige bliver også beskyldt for at gnide stærkt peber på et af børnenes kønsorganer. Det var straffen for, at de havde tisset i sengen.
Børnene blev mishandlet i en sådan grad, at det fik dem til at kaste op. F.eks. da den femårige fik puttet peber i øjnene og munden, og da den femårige fik stærk sovs ud over ansigtet, øjnene og munden.
»Det er en forfærdelig historie om misbrug, der er gået ud over begge børn. Det er sygt og forkasteligt,« udtalte Jason Rampey fra Greenvilles politi.
Børnene er blevet flyttet fra hjemmet og bor nu hos familiemedlemmer, rapporterer avisen Greenville News.
De to tiltalte, Saladaga og Emerick, er blevet løsladt den 15. februar mod kaution.