Der var masser af dem i vandet ud for Chile i Sydamerika. Men søløverne var gået i panik. En flok hvaler, spækhuggere, havde indledt jagten på dem.
I forsøg på at undgå spækhuggernes dødelige bid overraskede søløverne i lørdags en fiskerbåd med en besætning på ti mand. De forsøgte simpelthen at springe op i båden!
Fiskeren Antonio Zapata fortæller nyhedsbureauet Reuters, at selv om spækhuggere jævnlig jagter søløver i farvandet, hvor han normalt fisker, så havde han aldrig før, i de fire årtier han har været på havet, set noget lignende.
Han havde godt nok sympati for søløverne, der blev jagtet af de store hvaler, som hoppede ud af vandet og slog med deres haler, før de gik løs på søløverne.

Antonio Zapata fortalte, at hans båd allerede lå lavt i vandet, fordi lasten var propfuld af sardiner.
Havet omkring fiskerbåden var fyldt med søløver, viste en video optaget med mobiltelefon.
De ti mand i båden fortalte godt nok vittigheder om deres situation, men de var i virkeligheden bekymrede for, om deres båd kunne blive beskadiget. Eller om de selv kunne ryge i vandet!
I et forsøg på at slippe af med søløverne forsøgte de at komme tæt på en nærliggende ø. Men den gik ikke. Spækhuggerne blokerede dem fra at komme i nærheden af kysten.

I stedet sejlede fiskerbåden i havn i Talcahuano nær byen Concepcion.
Hvalerne forsvandt, mens de overlevende søløver kunne svømme i sikkerhed.