En SAS-flyvning til Tyrkiet fik onsdag morgen en dramatisk start, da flere passagerer besvimede.

Flyselskabet har efterfølgende ikke nogen forklaring på hændelsen.

Et øjenvidne, der var om bord på SAS-flyet tidligt onsdag morgen fra Stockholms internationale lufthavn Arlanda til Bodrum i Tyrkiet, fortæller til svenske Aftonbladet, at tre passagerer besvimede og faldt omkuld i kabinen.

Det skete kort efter kl. 6, da flyet var nået op i et par tusind meters højde.

»Der spredte sig panik og ubehag,« fortæller passageren Joaquim, som befandt sig om bord på flyet med sine tre børn.

Først så han en kvinde i midtergangen besvime, men hun var ikke den eneste.

»Bare et minut senere besvimede den næste – og kort efter en tredje. De fik ilt, mens de lå på gulvet mellem sæderækkerne, og jeg måtte køre serveringsvognene væk, som stod i vejen. Iltbeholderne blev næsten tømt,« fortæller han.

Da han spurgte kabinepersonalet, hvad der foregik, fik han at vide, at der måske var tale om for lavt tryk i kabinen.

»De ringede til cockpittet, og til sidst blev problemet løst. Det var meget mærkeligt,« tilføjer øjenvidnet.

En talskvinde for SAS i Sverige bekræfter hændelsen over for Aftonbladet, men kan ikke give nogen egentlig forklaring på, hvad der forårsagede besvimelserne.

»Jeg kan bekræfte, at der er tre personer, som har fået hjælp af personalet med ilt i forbindelse med stigningen efter start. Det er svært for mig at gætte på, hvad der helt præcis skete for de involverede,« siger SAS' svenske pressechef, Freja Annamatz.

»Det er helt umuligt for mig at vide, hvad det skyldtes. Hvis vi bedømmer, at der er behov for at vende om, så gør vi det. Sikkerheden kommer i første række,« understreger hun.