Træneren bag en løveunge, der gik til angreb på en pige ved en festival i Saudi-Arabien, er blevet tilbageholdt.

Det samme er sket for dem, der organiserede festivalen i Jedda, siger myndighederne. Det oplyser bbc.com.

Pigen blev, sammen med en række andre børn, lukket inde i det store bur til den seks måneder gamle løveunge. Og der gik det galt.

På en video ses pigen, der er i klammeri med løveungen. Den står på sine bagben og griber hendes hoved med sine poter.

En mand kom til og holdt løveungen fast på gulvet, og det lykkedes hende at slippe fri uden nogle skader.

Løvetræneren Faisal Ossairy siger, at løven tilsyneladende 'blev tiltrukket af den sommerfugleblomst, der sad på pigens hoved', ifølge nyhedsmediet al-Marsad.

Træneren sagde også, at løven var blevet trænet i at være i nærheden af mennesker.