Panama er især kendt for hatten og kanalen.
I dette tilfælde er det sidstnævnte, som er 'problemet'.
Panamakanalen er nemlig en af verdens allervigtigste handelsruter, men den er under alvorligt pres for tiden.
For som så mange andre steder i verden er Panama også ramt af vejrmæssige udfordringer. Landet oplever således voldsomt høje temperaturer og et af de tørreste år, der nogensinde er målt.
Det har fået myndighederne i landet, som normalt er et af verdens vådeste, til at sænke antallet af skibe, som sejler gennem kanalen og helt bandlyse skibe med tung last.
Det skriver Financial Times.
Beslutningen påvirker blandt andet det tyske shippingfirma Hapag-Lloyd, der har annonceret tillægsgebyrer for ruter, som er afhængige af at komme gennem kanalen.
De lettere skibe, som fortsat må passere, kan lige nu se frem til at skulle holde i kø i mere end to uger, før de må sejle igennem.
Mere end tre procent af verdenshandlen målt på volume passerer gennem den mere end 100 år gamle kanal, og op til 29 procent af containerhandlen, som krydser Stillehavet, går igennem kanalen.
Restriktionerne fortsætter helt indtil næste år.
Panamakanalen er afhængig af ferskvand, som opsamles i reservoirer, men den manglende nedbør gør vandstanden så lav, at sluserne ikke fyldes.
For hvert skib, der passerer, skal der bruges cirka 190 millioner liter vand, men det saboteres altså af den manglende nedbør, som landet oplever.
