En mystisk pakkebombe eksploderede mandag aften i en beboelsesejendom i Fyrstendømmet Monaco, der grænser op til Frankrig. 

Eksplosionen fandt sted kort før klokken 21:00 fransk tid på Rue Révérend Père Louis Frolla, nær grænsen til Frankrig.

Og nu er en stor menneskejagt i gang i den sydlige del af landet, skriver BBC

Blandt de sårede er ifølge franske medier den ukrainske oligark Vadym Yermolaiev og to andre.

To ud af tre er i kritisk tilstand på hospitalet i Nice.

I øjeblikket leder myndighederne efter en enkelt mistænkt.

Tirsdag morgen fortalte Monacos statsminister, Christophe Mirmand, den franske tv-station 'BFM TV', at den mistænkte tilsyneladende »var taget til Frankrig«.

Videoovervågningsbilleder fra angrebet viste en mand, der tabte en rygsæk i lobbyen på en bygning kort før eksplosionen, rapporterede den franske avis Le Figaro.

Efterfølgende skulle han være flygtet til fods mod den franske kommune Beausoleil.

Monacos anklager, Stéphane Thibault, understreger, at hændelsen bliver efterforsket som drabsforsøg og ikke som et terrorangreb.

Ukraines udenrigsministerium oplyser ifølge BBC, at ambassaden i Frankrig er i kontakt med myndighederne i Monaco, hvor de arbejder på officielt at identificere de personer, der blev rapporteret såret i eksplosionen.