»Vi klarede den hektiske evakuering ved at samarbejde – men forude venter en endnu større opgave,« siger ambassadør Lis Rosenholm til B.T.
Da jeg står i Islamabad lufthavn med Danmarks ambassadør i Pakistan, Lis Rosenholm, kommer der flere gange pakistanske sikkerhedsfolk med mange stjerner på skulderen over for at rose hende.
»Hun var virkelig et forbillede i de hektiske dage herude, og det siger jeg ikke som tom ros. Vi så hende herude døgnet rundt altid i sving med noget. Hun var tydeligt ikke bleg for at deltage i det sure arbejde i modsætning til andre ambassadører. Jeg synes, at hun er en helt, og jeg håber, at Danmark hædrer hende,« siger sikkerhedschefen i Islamabad Airport, der er en af mange, der følger os rundt i lufthavnen.
Det er første gang siden de dramatiske dage, hvor det lykkedes at få cirka 1000 mennesker med tilknytning til Danmark ud af Kabul og her til Pakistan, at Lis Rosenholm er her igen.
»Det er mærkeligt at være tilbage, for det hele virker så bekendt. Vi boede jo praktisk talt herude i 14 dage. Det var en ret vild oplevelse. Man kan sige, at der var et før og et efter den 15. august. Sådan er det i hvert fald for os,« siger ambassadøren til B.T.
Udenrigsminister Jeppe Kofod har om evakueringen fra Kabul udtalt:
»Vi kan nu sætte punktum for en evakueringsindsats, som uden tvivl vil skrive sig ind i historiebøgerne … Ord kan ikke beskrive de vanskelige vilkår, vores folk i Kabul og Islamabad har opereret under i alle døgnets 24 timer.«
Jeg beder ambassadøren prøve at spole tiden tilbage og forklare, hvordan det var at være ansvarlig for denne historiske operation?
»Det var meget voldsomt. Vi var blandt de første, hvis ikke de første til at påbegynde evakueringen herude. Der er nogle klare fordele ved at være first mover, men selvfølgelig også nogle store udfordringer. Det var temmelig kaotisk i starten. Vi skulle finde ud af, hvem herude der var ansvarlig for hvad. Det var to skridt frem og et tilbage, men stille og roligt fik vi et virkelig godt samarbejde op at stå med pakistanere.«
For overhovedet at få interviewet i lufthavnen op at stå har jeg sammen med ambassadøren skullet igennem adskillige møder med myndighederne. De var meget venlige, men det er tydeligt, at der er mange uniformer og mange kasketter, der alle gerne vil have medbestemmelse.
»Pakistan fungerer helt anderledes end Danmark, men det fungerer. Man skal bare lære systemet at kende. Vores opgave var at få skabt en slags orden i kaos, for hvert minut talte. Jo før vi kunne få taget os af de tilrejsende fra Kabul, jo før kunne flyet vende tilbage til Kabul efter flere. Det blev vi bedre og bedre til, og jeg føler faktisk nu, at jeg kender mange af dem, der driver lufthavnen her. De var utroligt hjælpsomme, og uden dem var det aldrig gået.«
Lis Rosenholm vil ikke høre tale om, at hun er træt, men hvis hun er, så er det fuldt forståeligt. Danmarks repræsentation i Islamabad er ikke stor, og samtlige ledige hænder arbejdede i døgndrift, også ambassadøren.
Hun viser rundt i terminalen, hvor danskerne holdt til. Der, hvor man tog imod de rystede mennesker fra Kabul og der, hvor man behandlede deres sager. Hun peger på en hængelås foran en dør til landingsbanen.
»Den der lås, den har jeg stået og set ængsteligt på mange gange. For det var en, de pakistanske myndigheder skulle åbne, hver gang et fly skulle videre mod København eller Kabul. De åbnede først låsen, når alle papirer var i orden, så det var en meget stresset situation. Jeg tror, hverken mine ansatte eller jeg sov mange timer de uger.«
Lis Rosenholm er glad for, hvordan danskerne og pakistanerne i samarbejde løste den kritiske situation, men hun anerkender, at det ikke lykkedes at få alle ud af Afghanistan.
»På den måde lykkedes vi jo ikke helt. Der er stadig en gruppe med tilknytning til Danmark i Afghanistan. Der er et stort stykke arbejde i gang med at få dem ud, men det er ikke let. Sikkerhedssituationen i Afghanistan er vanskelig, og først og fremmest er den uforudsigelig.«
Danmarks ambassadør advarer om, at den tid, der ligger foran os, kan vise sig endnu vanskeligere.
»Der venter os en meget svær opgave. Her lykkedes det os at få behandlet 1000 menneskers sager på meget kort tid. Men den tid, vi går ind i, er meget uforudsigelig, og det gør vores arbejde så meget sværere,« siger ambassadør Lis Rosenholm.
Det kan hun have ret i. Der er allerede nu mindst tre millioner afghanske flygtninge i Pakistan, og endnu flere forventes at komme til. Mange af dem må formodes at søge om asyl i Vesten. Presset på Danmarks ambassade i Pakistan bliver næppe mindre de næste måneder.
Del:
