Pakistans eksleder er tilbage i fængsel efter tur på hospitalet
Imran Khan blev sidste år dømt i to korruptionssager, som han har betegnet som politisk motiverede.

Imran Khan blev sidste år dømt i to korruptionssager, som han har betegnet som politisk motiverede.

Pakistans tidligere premierminister Imran Khan, der sidste år blev dømt for korruption, blev torsdag overført fra et fængsel til et hospital i landets hovedstad, Islamabad.
Fredag morgen er Khan tilbage i fængsel.
Det oplyser en talsperson fra Khans parti, Pakistan Tehreek-e-Insaf, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere på ugen beordrede landets højesteret pakistanske myndigheder til at overføre 73-årige Khan til et hospital inden for 48 timer, efter at partiet og Khans familie havde udtrykt bekymring for hans sundhedstilstand.
Khans advokater siger, at den tidligere premierminister har mistet en stor del af synet på sit højre øje under sin fængsling.
Khan, der var premierminister fra 2018 til 2022, har siddet fængslet siden august 2023. I 2025 blev han idømt henholdsvis 14 og 17 års fængsel i to korruptionssager.
Hustruen Bushra Bibi blev også dømt til fængsel i de to sager.
Den ene sag handler om et ur, som Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, gav Pakistan under et officielt besøg.
Anklagemyndigheden mente, at Khan og hans hustru bagefter købte uret til en kraftigt nedsat pris, hvilket var i strid med Pakistans regler for modtagelse af gaver.
Han siger selv, at sagerne mod ham er politisk motiverede, og hævder, at de skal hindre ham i at vende tilbage til magten. Det har Pakistans nuværende regering afvist.
Efter at Pakistan Tehreek-e-Insaf og Khans familie havde udtrykt bekymring over Khans tilstand, gav Pakistans højesteret tirsdag landets myndigheder 48 timer til at overføre ham til et hospital i Islamabad.
En talsmand for Pakistan Tehreek-e-Insaf betegnede onsdag meldingen fra højesteret som et "nyt håb", skriver Reuters.
Partiet planlægger en landsdækkende march den 27. september, hvor partiet kræver Khans løsladelse og en hurtigere behandling af hans ankesager.
Imran Khan stiftede Pakistan Tehreek-e-Insaf tilbage i 1996.
RITZAU