Lørdag morgen blev den 48-årige walisiske musiker Ian Watkins dræbt i det fængsel, hvor han afsonede en dom på 29 år for seksuelle overgreb mod børn.
Sexforbryderens hals blev angiveligt skåret over af en medindsat, efter fangerne kom ud af deres celler om morgenen.
Nu står Watkins ekskæreste, Joanne Mjadzelics, frem i et interview med Daily Mail.
»Det er et stort chok, men jeg er overrasket over, at det ikke skete før. Jeg har altid ventet på det opkald. Han gik rundt med en målskive på ryggen, fra den første dag han kom i fængsel.«
»Jeg har altid været bange for, at han ville komme ud og finde mig, så det er en lettelse,« siger Joanne Mjadzelics, der var med til at afsløre Ian Watkins.
Ekskæresten siger videre, at hun længe har ønsket den tidligere Lostprophets-sanger død.

Derfor beskriver hun det også som en byrde, der nu er blevet fjernet fra hendes skuldre.
I august 2023 blev Ian Watkins dolket af andre medindsatte, men dengang slap han med livet i behold.
Det var ikke tilfældet lørdag.
»Det er anden gang, nogen har skåret ham i halsen. Jeg havde forventet, at det ville ske tidligere. Han har siddet inde i næsten 13 år,« siger ekskæresten, der tror på, at ofrenes familier vil juble over nyheden om Watkins' død.

»Han er væk, og de vil være lige så lettede som mig. Måske begynder en ny del af mit liv nu. Den mand, jeg forelskede mig i, har aldrig eksisteret. Han manipulerede mig, og den mand, der døde i fængslet, var fremmed for mig. Jeg har aldrig elsket ham, han spillede bare en rolle.«
Ian Watkins blev idømt 29 års ubetinget fængsel i december 2013.
Han blev pålagt yderligere seks års betinget fængsel oveni de 29 år.
Han blev dømt for en række seksuelle overgreb mod børn, heriblandt forsøg på voldtægt af et spædbarn. Watkins kendte sig skyldig i voldtægtsforsøg og seksuelt overgreb på et barn under 13 år, men erklærede sig ikke skyldig i voldtægt.
I alt erklærede han sig skyldig i 13 seksuelle overgreb.
I sagen var yderligere to kvinder tiltalt, som var mødrene til de børn, han misbrugte. De blev idømt fængselsstraffe på henholdsvis 14 og 17 år.
Bandet Lostprophets gik i opløsning, da Watkins blev fængslet.