Tårerne trillede ned ad kinderne, da en af de hidtil anonyme kvinder, der har anklaget R. Kelly for seksuelt misbrug, onsdag stod frem på amerikansk tv.

I et tv-interview med CBS News påstod kvinden ved navn Lanita Carter, at musikeren R. Kelly forsøgte at tvinge hende til at udføre oralsex på ham, og at han onanerede og spyttede hende i ansigtet, da hun nægtede.

»Det er en lettelse (at sige højt, red.). Jeg har båret på dette siden 2003,« siger Lanita Carter i interviewet og fortæller endvidere, at hun blandt andet har siddet i en bus og overværet folk fordømme anklagerne mod sangeren:

»Og jeg har ikke haft mulighed for at forsvare mig selv,« fortsætter hun.

R. Kelly i retten i Chicago den 22 marts 2019.
R. Kelly i retten i Chicago den 22 marts 2019. POOL / E. Jason Wambsgans/Chicago Tribune/Pool via REUTERS

R. Kelly blev i februar sigtet for 10 tilfælde af seksuelle overgreb mod fire forskellige ofre.

Mens de tre af dem var mindreårige, da overgrebene angiveligt fandt sted, var Lanita Carter 24 år og arbejdede som frisør for R. Kelly, da han efter sigende forsøgte at krænke hende seksuelt.

Ifølge CBS News har amerikansk politi bekræftet, at R. Kellys dna var til stede på den trøje, som Lanita Carter udleverede, da hun anmeldte sangeren.

Grunden til, at Lanita Carter står frem nu, er, at hun ikke længere vil være et 'offer', og at hun gerne vil sikre sig, at offentligheden 'kender sandheden'.

R. Kelly stod tidligere på måneden frem i selvsamme medie, hvor han grådkvalt og med tårer i øjnene benægtede alle anklager.

»Ikke sandt. Uanset om det er gamle rygter, nye rygter eller fremtidige rygter, ikke sandt,« sagde han i interviewet med den amerikanske tv-station i begyndelsen af marts.

Den kontroversielle sanger har lige siden starten af 1990'erne flere gange været beskyldt for seksuelle overgreb mod mindreårige, men er aldrig blevet dømt.

I 1994 giftede han sig for eksempel som 27-årig med den dengang blot 15-årige sangerinde Aaliyah. Det ægteskab blev senere annulleret.

I 2002 blev han så anklaget for 21 tilfælde af børnepornografi, men blev frikendt seks år senere. Dengang var en del af bevismaterialet en videooptagelse med R. Kelly, der havde sex med og urinerede på en mindreårig.

Selvom politiet havde en mistanke om, hvem pigen på videooptagelsen var, lykkedes det dem ikke at identificere hende, da pigen og hendes nærmeste familie nægtede, at det var hende, der optrådte på videoen. Derfor blev R. Kelly frikendt.

I de nye anklager mod den 52-årige sanger er det også en videooptagelse, der udgør et centralt bevis.

I videoen kan man angiveligt se R. Kelly udføre en række seksuelle handlinger med en blot 14 år gammel pige, mens man også skulle kunne høre sangeren beskrive pigens kropsdele som '14-årige'.

R. Kelly forlader her retten i Chicago, Illinois, den 22 marts 2019.
R. Kelly forlader her retten i Chicago, Illinois, den 22 marts 2019. KAMIL KRZACZYNSKI

De seneste anklagepunkter mod ham kommer i kølvandet på dokumentaren 'Surviving R. Kelly', der i seks afsnit kaster lys over adskillige anklager om seksuelle forseelser.

I dokumentaren bliver han desuden beskyldt for at drive en 'sexkult', hvor han hjernevasker unge kvinder.

R. Kelly blev den 22. februar varetægtsfængslet og tilbragte flere dage bag tremmer, indtil han kunne betale kaution på 660.000 kroner.

I sin autobiografi har R. Kelly - ifølge BBC - beskrevet, hvordan han selv blev udsat for seksuelle overgreb som otteårig. Voldtægt begået af et kvindeligt familiemedlem.