Skal Rusland fortsætte sin mere end tre år lange krig i Ukraine, eller skal man give op og trække sig tilbage?
Det sidste er svaret, hvis man spørger en af Ruslands mest berygtede personer, der har et kæmpe følge.
»Hvis vi ikke kan vinde krigen, så skal vi måske komme ud af den.«
Ordene kommer fra en mand, du måske har hørt navnet på før: Igor Girkin.
Det har helt almindelige russere i hvert fald.
For han er en af de mest berømte og berygtede russere i live. Han har en kæmpe stemme i Rusland.
Igor Girkin er en tidligere højtdekoreret efterretningsofficer, og han blev en national helt i Rusland, da han tilbage i 2014 formåede at udføre noget nær mirakler i det østlige Ukraine for de russiske oprørsstyrker.
I Vesten er han dog for alvor blevet kendt for noget helt andet.

For 17. juli 2014 blev Malaysia Airlines MH17-flyet skudt ned over det østlige Ukraine, mens det var på vej med sine 283 passagerer og 15 besætningsmedlemmer fra Amsterdam til Kuala Lumpur i Malaysia.
Igor Girkin har selv benægtet, at han skulle være manden, der trykkede på knappen.
Men i 2022 blev han dømt in absentia ved en domstol i Holland for at have myrdet alle de 298 personer om bord på flyet ved at have beordret nedskydningen af Boeing-flyet.
I årene efter var Igor Girkin så stort et navn i Rusland, at han var en af få personer, som offentligt kunne kritisere indsatsen i krigen i Ukraine. Og han stillede sågar op som præsidentkandidat for nogle år siden.

Men på et tidspunkt blev det for meget for det russiske styre.
Og siden 2023 har han siddet fængslet for anklager om ekstremisme.
Det har dog ikke fået ham til at tie.
Via sin profil på Telegram kommentarer Igor Girkin – der også går under navnet Strelkov – når han ud til hundredtusindvis af folk.

Og her har et opslag fra 26. september vakt enorm opsigt.
Her skriver Girkin, som man kan se indledningsvist i denne artikel, at Rusland ikke kan vinde krigen i Ukraine og bør komme ud.
Hans analyse af den russiske situation og chance for sejr er grum. Og han kalder på, at det skal have konsekvenser.
»Generelt så min vurdering, at situationen er ekstremt svær, og med en tendens til at blive værre. Desværre ser jeg ikke en mulighed for en hurtig sejr over Ukraine 'overhoved'. For der sker ikke noget for at forberede en hurtigt sejr.«

Meldingen fra Girkin kommer på bagkant af den amerikanske præsident, Donald Trumps, nylige udmelding om, at Ukraine kan vinde krigen mod Rusland.
Endda tage de tabte områder tilbage.
Det har Igor Girkin også en klar holdning til:
»Jeg læste Trumps seneste udtalelse (ekstremt hårde ord mod Rusland), hvor han sagde, at Ukraine kan sejre over Rusland, fordi Rusland viste sig at være en 'papirtiger', sammen med alle hans andre epiteter rettet mod os. Og desværre kan jeg ikke være uenig med ham på nogle af pointerne,« lyder det fra Girkin.
Det er dog meget tæt på utænkeligt, at Rusland kunne finde på at lytte til Igor Girkin og forlade krigen i Ukraine.
Alligevel når hans budskab tusindvis af mennesker internt i Rusland.