En måned efter den altødelæggende eksplosion i Beirut, har et redningshold fundet, hvad de tror kan være overlevende blandt murbrokker.
Det sker i forbindelse med en redningsaktion, som lige nu finder sted i bydelen Mar Mikhael i den libanesiske hovedstad.
Ifølge BBC Middle East er sensorudstyr blev bragt til området efter ubekræftede meldinger om, at et hjerteslag er blevet registreret under murbrokkerne.
Lokale medier skriver, at det er ved hjælp af en bombehund og en scanner, at redningsmandskabet har opdaget, at en eller flere personer måske ligger levende begravet under murbrokkerne.

En lokal kvinde fortæller BBC, at redningsmandskabet gik forbi bygningen onsdag aften, hvor hunden indikerede, at der var tegn på livet.
Torsdag vendte redderne tilbage med udstyr til at grave i murbrokkerne.
Det svenske medie Expressen har en udsendt ved den bygning i Beirut, hvor undersøgelserne lige nu er igang.
»Det lyder usandsynligt, at nogen skulle være i live 30 dage efter eksplosionen. Vi bliver nødt til at vente og se, hvad der bliver fundet under murbrokkerne,« siger en repræsentant fra det libanesiske civilforsvar til mediet.

Redningsmandskabet på stedet har angiveligt flere gange bedt fremmødte journalister og nysgerrige borgere om at være stille, så de kan høre, om der er lyd under murbrokkerne.
Der er på nuværende tidspunkt ikke forlydender om, hvorvidt der er fundet nogen eller ej.
Mere end 200 personer døde, da 2.750 tons ammoniumnitrat, som var opmagasineret i en hangar på havnen i Beirut, pludselig detonerede den 4. august.
Mere end 300.000 blev efterladt uden hjem.


