Hun fik to indsprøjtninger med pentobarbital, der skulle have taget livet af hende.

Men sådan gik det ikke, og drabsdømte Christa Pike overlevede henrettelsesforsøget i den amerikanske delstat Tennessee, der fandt sted onsdag i sidste uge.

Hun endte dog i respirator, men nu er hun ved bevidsthed og i stand til at tale.

Det oplyser hendes advokater tirsdag aften dansk tid ifølge flere medier, heriblandt Sky News.

»Mod alle odds er Christa Pike ved bevidsthed, hun taler og modtager fortsat intensiv medicinsk behandling.«

Christa Pike har pådraget sig alvorlige skader på armene og ligger fortsat med håndjern på hospitalet.

Det forventes samtidig, at det vil tage »lang tid, før hun er kommet sig«, siger advokaterne.

Pike blev dømt til døden i 1996 for at have dræbt en skolekammerat – tilsyneladende på grund af jalousi.

Tennessees guvernør, Bill Lee, har sagt, at henrettelsesforsøget fulgte delstatens fastlagte procedurer.

Guvernøren har indstillet yderligere henrettelser i resten af 2026 og beordret en uafhængig undersøgelse af, hvad der skete.

Det er anden gang i år, at en henrettelse mislykkes i Tennessee.