Tyskerne markerer lørdag 30-året for genforeningen, efter landet i kølvandet på Anden Verdenskrig blev delt i Østtyskland og Vesttyskland.

Her er en række centrale begivenheder op til genforeningen - fra Berlinmurens fald til Tyskland året efter igen var en samlet stat:

* 9. november 1989: Berlinmuren falder efter et år, hvor mange mennesker allerede er flygtet, og presset på det kommunistiske styre i øst er steget massivt.

* 28. november: Den vesttyske kansler, Helmut Kohl, præsenterer en plan for et statsforbund mellem Øst- og Vesttyskland, der skal føre til en genforening.

5. februar 1990: DDR's socialistiske regeringschef, Hans Modrow, danner en samlingsregering, der tæller oppositionsfolk og reformkræfter, som også har deltaget i rundbordsforhandlinger med styret efter Berlinmurens fald.

* 18. marts: Det første frie valg til folkekammeret afholdes i DDR. Den nye regering indleder herefter forhandlinger med Kohl-regeringen i Vesttyskland.

* 18. maj: De to stater underskriver en traktat for en økonomisk og social union.

* 1. juli: Unionen træder i kraft. D-marken bliver betalingsmiddel i DDR med vekselkursen 1:1. Grænsebomme og paskontrol bortfalder.

* 31. august: Traktaten om en egentlig genforening af Tyskland bliver underskrevet, og den bliver en måned senere vedtaget med massivt flertal både i Berlin og Bonn.

* 24. september melder DDR sig ud af Warszawa-pagten.

* 3. oktober: Ved midnatstid bliver det tyske flag hejst foran rigsdagsbygningen i Berlin til tonerne af nationalmelodien, mens hundredtusinder fejrer genforeningen.

Kilde: dpa, Der Spiegel, dhm.de

/ritzau/