Over 3000 mennesker er blevet dræbt i Iran, siden USA og Israel indledte deres angreb på landet 28. februar.

Det viser den seneste opgørelse fra menneskerettighedsorganisationen HRANA.

Blandt de dræbte er mindst 1319 civile, hvoraf 206 er børn.

Alene lørdag er mindst 24 mennesker bekræftet dræbt. Af dem var 21 civile, skriver HRANA.

Den samlede opgørelse over tabstal på iransk side viser, at 1122 af de dræbte er militære tab.

I alt er 3040 mennesker bekræftet dræbt i de godt to uger, angrebene indtil videre har varet, skriver HRANA.

For de sidste 599 dødsofres vedkommende har det ikke kunnet opgøres, om de var civile eller militærfolk.

Det iranske sundhedsministerium har ifølge nyhedsbureauet AFP fastsat antallet af dræbte til over 1200.

HRANA, der har base i USA, får sine oplysninger fra et netværk af aktivister i Iran samt fra blandt andet hospitaler og redningstjenester i Iran.

Organisationen påpeger, at den ikke har medtaget tabstal, der ifølge statsstyrede iranske medier er offentliggjort af myndigheder i Kurdistan-provinsen.

Her melder myndighederne om 112 dræbte og næsten 1000 sårede. Men tallene er ifølge HRANA overdrevne.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har meddelt, at USA og Israel har angrebet over 15.000 mål i Iran.

Lørdag var det især byen Isfahan i det centrale Iran, som blev bombet. Blandt andet blev byens lufthavn ramt.

Ifølge det iranske nyhedsbureau Fars blev 15 mennesker dræbt, da et luftangreb lørdag ramte en fabrik, der fremstiller køleskabe og varmeapparater.

De amerikansk-israelske angreb har sendt op mod 3,2 millioner iranere på flugt fra deres hjem, vurderer FN's flygtningeorganisation, UNHCR. Iran har i alt 92 millioner indbyggere.

/ritzau/