Mindst 314 personer er omkommet i et kraftigt jordskælv, der ramte Colombia i sidste uge, og 262 er stadig savnet.

Det oplyser landets præsident, Abelardo de la Espriella, ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag.

Jordskælvet forårsagede omfattende ødelæggelser i det vestlige Colombia - fra havnebyen Buenaventura ved Stillehavet og ned gennem landets kafferegion til store vestlige byer som Cali og Pereira.

Krisen har været en ilddåb for Abelardo de la Espriella, der tiltrådte som præsident blot tre dage før naturkatastrofen.

Jordskælvet ramte den 10. august og var det kraftigste i Colombia i næsten et halvt århundrede. Rystelserne havde en beregnet størrelse på 7,4.

Ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) er 29.000 hjem blevet ødelagt i jordskælvet.

Dets epicenter var regionen Chocó, hvor 66-årige Ismael Arias var på vej på markedet, da jordskælvet ramte.

Det reddede formentlig hans liv, at han gik hjemmefra tidligere end normalt den dag, siger han til AP.

Det hus, som han havde brugt år på at bygge for sin beskedne løn, styrtede sammen under jordskælvet.

- Huset er fuldstændig smadret, siger den 66-årige matematiklærer til AP i regionens hovedstad, Quibdó.

Det bliver en udfordring at genopbygge Chocó, hvor befolkningen allerede inden jordskælvet kæmpede med høj fattigdom, ringe infrastruktur og underfinansierede sundheds- og uddannelsessektorer.

Ifølge FN's agentur for humanitære anliggender (OCHA) blev 69.000 mennesker i Chocó berørt eller drevet på flugt af jordskælvet. Det svarer til omkring hver tiende beboer i regionen.

Wiston Mosquera, der er den romersk-katolske biskop i bispedømmet Quibdó, siger til AP, at han håber, at jordskælvet vil sætte fokus på de mange strukturelle problemer i Chocó.

- Vi er årtier bagud i forhold til resten af Colombias regioner, siger Mosquera, der selv er født og opvokset i Chocó.

Præsident Abelardo de la Espriella har besøgt Chocó to gange siden jordskælvet og har lovet en plan, der vil tilføre milliarder af dollar i investeringer i infrastruktur samt initiativer til at skabe arbejdspladser.

RITZAU