Udsigten fra svimlende højder og misundelsesværdige strande er nogle af de rammer, mange mennesker ønsker at forevige på en selfie.

Men et nyt studie viser desværre, at flere mennesker er kommet grueligt galt afsted i forsøget på at få et uforglemmeligt billede.

Over 250 mennesker har mistet livet i forsøget på at tage de perfekte selfies, skriver CNN.

En undersøgelse fra The Journal of Family Medicin and Primary Care viser, at 259 mennesker er døde i selfie-ulykker siden 2011.

Arkivfoto. Selfies er blevet en del af hele verdens mobilkultur. Her ses en selfie fra Honolulu i Hawaii.
Arkivfoto. Selfies er blevet en del af hele verdens mobilkultur. Her ses en selfie fra Honolulu i Hawaii. Foto: Kat Wade/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hovedparten af ofrene var mænd under tredive år.

Ifølge undersøgelsens resultater er den mest udbredte årsag til, at folk mister livet i forbindelse med selfies, drukning.

Det sker ved, at folk enten falder over bord på en båd eller bliver taget af voldsomme bølger på stranden.

Den anden mest hyppige årsag til, at folk dør i selfie-situationer, er, når transportmidler er involveret i fotosessionen. For eksempel er folk blevet dræbt, når de har forsøgt at tage et billede foran et kørende tog.

På en delt tredjeplads over de mest hyppige årsager til selfie-ulykkerne er fald fra høje steder og selfies, der involverer ild.

Derudover er otte personer også døde, fordi de forsøgte at tage billeder med vilde dyr.

Ifølge undersøgelsen er de fleste selfie-dødsfald sket i Indien, hvor hele 159 mennesker har mistet livet i ulykker forbundet med selfies siden 2011.

Efter Indien kommer Rusland, USA og Pakistan i statistikken over lande med flest døde på grund af den populære type selvportræt.

Situationerne for ulykkerne med selfies er også meget forskellige fra land til land, viser undersøgelsen.

For eksempel har flere amerikanere end nogen anden nationalitet mistet livet i forsøget på at tage selfies med våben.

Her er de kommet til at skyde sig selv, mens de poserer med pistoler eller andre skydevåben.

Forskerne bag undersøgelsen mener, at det reelle tal for dødsfald relateret til selfies er langt højere end 259. Det skyldes for eksempel, at dødsfald i forbindelse med selfies i trafikken ofte bliver registreret som trafikulykker.

Forskernes undersøgelse viser samtidigt, at der i det hele taget er sket en stigning i antallet af dødsulykker i forbindelse med selfies.

I 2011 blev der kun registreret tre dødsfald relateret til selfies. I 2016 var antallet steget til 98 døde.

Forskerne foreslår derfor, at man indfører selfie-frie zoner på nogle af verdens risikofyldte turistattraktioner.