De angreb tidligt om morgenen mandag med raketdrevne granater og maskingeværer. De stormede ind i fængslet i den sydøstlige by Owerri i Nigeria efter at have sprængt sig vej ind i bygningerne med sprængstof.

Det var tilsyneladende et overraskelsesangreb, for det resulterede i, at ikke mindre end 1.800 fanger flygtede.

Samtidig var der koordinerede angreb på politiet og flere militære anlæg i hovedstaden i Imo-delstaten.

Politiet var hurtigt ude anklagede den paramilitære del af regionens forbudte separatistbevægelse, Det Østlige Sikkerhedsnetværk, for at stå bag.

Den har dog benægtet ethvert kendskab til aktionen.

»Owerri Custodial Centre i Imo-delstaten er blevet angrebet af ukendte folk, bevæbnet med geværer. De har med magt fået 1.844 fanger til at flygte,« siger en talsmand for Nigerias fængselsvæsen.

»Vi arbejder på højtryk for at få anholdt de flygtende,« tilføjer han.

Angriberne har dog ikke fået held med at bryde ind i politiets våbendepot.

Angrebene kommer, mindre end to uger efter en bølge af uroligheder brød ud i den sydøstlige del af landet.

Mindst er dusin sikkerhedsofficerer blev dræbt under angreb på fire politistationer, militære kontrolposter og fængselskøretøjer.

Det er blot et af mange sikkerhedsproblemer, som præsident Muhammadu Buhari har.

De inkluderer et islamistisk oprør i nordøst, skolekidnapninger i nordvest og piratangreb i Guineagolfen.