Hele elleve løver - heraf otte unger - er blevet fundet døde i en nationalpark i Uganda. De menes at være blevet forgiftet.

Det skriver flere engelske medier, blandt andet Sky News og Telegraph.

De tre løvinder og otte unger blev fundet døde i torsdags i Queen Elizabeth National Park. Myndighederne i landet har siden efterforsket sagen, og man mener, at de udryddelsestruede løver kan være blevet forgiftet af landsbybeboere i området som en form for hævn, fordi flere af beboerne beskyldte løverne for at have dræbt en af deres køer.

Dyrene er derfor ved at blive obduceret for helt at kunne klarlægge dødsårsagen, ligesom Uganda Wildlife Authority har indsamlet beviser fra stedet.

»Vi ved, at vi har en meget sørgelig situation, hvor vores løver fra Queen Elizabeth National Park blev fundet døde,« fortæller en talsmand fra Uganda Wildlife Authority - Gessa Simplicious - til Sky News og fortsætter:

»Vi ved, at disse løver var sunde og raske, og vi mistænker derfor, at de er blevet forgiftet af folk, der bor i nærheden af nationalparken.«

Antallet af løver er faldet støt de seneste mange år, og der menes ifølge Telegraph nu blot at være 400 tilbage i Uganda. Nationalparken - hvor løverne blev fundet døde - er et af de steder, hvor de burde leve i sikkerhed.

Ugandas turist- og dyrelivsminister, Ephraim Kamuntu, har derfor også taget skarp afstand fra det formodede drab af løverne.

»Vi fordømmer på det kraftigste sådanne handlinger, hvor dyr bevidst bliver dræbt,« siger han ifølge Sky News.

Ifølge Gessa Simplicious vil løvernes død også kunne påvirke landets turisme, der er afhængig af det rige dyreliv for at kunne tiltrække turister.

»Det er et stort tab, et meget stort tab. Det er sket lige efter, at vi har fejret World Wildlife Day, hvor vi faktisk hyldede de store katte,« forklarer han.

Det er ikke første gang, at løver er blevet forgiftet eller dræbt i Uganda. Ofte er det sket i forbindelse med, at landmænd forsvarer deres kvæg, skriver Telegraph.