Natten til lørdag blev der målt minus 31,1 grader i Oslo Kommune.

Temperaturen blev målt efter klokken fire ved Bjørnholt nord for Oslo by.

Det er første gang, at der er målt under minus 30 grader på stedet, skriver NRK.

Meteorolog Martin Granerød udtaler til det norske medie, at det næppe bliver koldere foreløbig.

»Den nat, vi havde, var nok den koldeste i forhold til det vejr, vi får fremadrettet.«

Der er kun blevet foretaget temperaturmålinger i Bjørnholt siden 2007. Den tidligere rekord på stedet var fra 2011 med 28,8 grader.

Kulderekorden er endnu ikke blevet slået i Oslo by, hvor der under krigen blev målt minus 26 grader. Natten til lørdag blev der målt ned til 23,1 grader.

Forskellen på næsten 10 grader skyldes ifølge den norske meteorolog, at Bjørnholt ligger længere væk fra Oslofjorden, hvor der er flere plusgrader i vandet.  Derudover peger han på, at der er et tættere skydække i byen.

Norge har ligesom Danmark haft udfordringer med den offentlige transport i forbindelse med kulden, som har forårsaget forsinkelser og aflysninger.

Til gengæld har sneen tilsyneladende ikke skabt lige så stort kaos på de norske motorveje som herhjemme, hvor flere bilister natten til torsdag sad fast på E45 og måtte overnatte i deres biler.

Det var aldrig sket i Norge, lød det fredag fra Statens Vegvesen, der fører tilsyn med Norges veje og trafikanter.

»Jeg vil være varsom med at komme med udtalelser om beredskabet i Danmark. Det vil jeg ikke være dommer over, da der kan være forhold, jeg ikke kender til. Men i Norge kunne det ikke ske, at nogen skulle overnatte i deres biler,« sagde afdelingsdirektør Tore Jan Hansen til Jyllands-Posten.