Den tropiske storm Laura, der lige nu nærmer sig USAs kyst, er blevet opgraderet til en orkan, der forventes at ramme landet med stor styrke.

Minimum 385.000 husstande i Texas er allerede blevet bedt om at evakuere.

Det skriver flere internationale medier - herunder Aljazeera.com.

Det er især i byerne Beaumont, Galveston og Port Arthur samt i de lavtliggende sydvestlige egne af Louisiana, at Laura forventes at ramme hårdt.

Her viser de foreløbige vejrprognoser, at vandet, der som følge af orkanen vil blive presset ind fra den Mexicanske Golf, vil stige mere end tre meter – og med forhøjet bølgegang er der risiko for, at hele byer kan blive oversvømmet.

Ni personer er allerede døde

Laura bevæger sig nordpå fra det caribiske øhav, hvor ‘hun’ som tropisk storm allerede har ni menneskeliv på samvittigheden. Heriblandt to børn.

USAs nationale orkancenter forudser, at Laura – inden hun rammer fastlandet – vil udvikle sig til en kategori 3 orkan, som har vindstød på omkring 185 km/t.

Orkaner kategoriseres ud fra Saffir-Simpson-skalaen, hvor det er vindstyrken, der bestemmer orkanens grad. Denne opdeles fra 1-5, hvor 5 er den kraftigste med vindstød på mere end 252 km/t.

I New Orleans, Louisiana, er der bogstavelig talt stilhed før storm. Her forbereder lokale sig på Lauras ankomst ved at placere sandsække som diger.
I New Orleans, Louisiana, er der bogstavelig talt stilhed før storm. Her forbereder lokale sig på Lauras ankomst ved at placere sandsække som diger. Foto: Sean Gardner
Vis mere

Lignede først to storme

En overgang så det ud til, at den amerikanske kyststrækning omkring Texas skulle slås med to tropiske storme på én gang.

48 timer foran Laura sled stormen Marco sig nemlig gennem den Mexicanske Golf, og myndighederne frygtede, at de to storme ville ramme de samme områder inden for et kort tidsinterval.

Ifølge CNN er Marco nu blevet nedgraderet, og man frygter ikke længere, at den forvolder nævneværdig skade.

Alle øjne er nu i stedet på Laura, skriver mediet.