Amerikanerne gør sig i disse dage klar til orkanen Dorian, der har direkte kurs mod det østlige USA.

Nu er meldingen, at orkanen har taget yderligere til i styrke. Lørdag blev den opjusteret til en kategori 4, der er det næsthøjeste orkanniveau, men allerede søndag er den opjusteret igen.

Ifølge National Hurricane Center, NHC, er Dorians vindstød nemlig steget til hele 260 kilometer i timen.

Dermed har den taget yderligere 40 kilometer til i forhold til den seneste melding. Det skriver de på Twitter.

Det vil gøre den til en kategori 5-orkan, der er det højeste niveau for orkaner, og den vil derfor kunne være i stand til at gøre 'katastrofal skade', som NHC formulerer det.

Til sammenligning var orkanen Katrina i 2005 også en kategori 5-orkan, og det er den hidtil mest skadevoldende orkan. Her døde lidt over 1.800 mennesker.

Dorian svæver lige nu i Atlanterhavet og har kurs i nordvestlig retning mod den caribiske østat Bahamas, hvor den forventes at ramme søndag.

Her har premierminister Hubert Minnis opfordret borgere til at lade sig evakuere.

Ifølge NHC skal det nordlige Bahamas forberede sig på, at vandstanden i nogle områder kan stige op til 4,5 meter over det normale tidevandsniveau.

Efterfølgende forventes orkanen at ramme staten Florida.

Det vil efter alt at dømme ske sent mandag eller tirsdag, inden turen så formentlig kommer til delstaterne Georgia, South Carolina og North Carolina.

Tidligere søndag har North Carolina erklæret undtagelsestilstand forud for orkanen.