Orkanen Dorian er opgraderet til en kategori 3, efter at den passerede hen over varmt havvand.

Atlanterhavsorkanen Dorian tager til i styrke og er opgraderet til kategori 3.

Det oplyser USA's Nationale Orkancenter (NHC) tidlig torsdag morgen dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De hidtidige meldinger om omkomne lød onsdag på syv personer, men dette tal er natten til torsdag næsten tredoblet.

Mindst 20 mennesker har således mistet livet af orkanen i Bahamas, hvor den ramte i weekenden.

Mindst 20 mennesker har mistet livet som følge af orkanen Dorian.
Mindst 20 mennesker har mistet livet som følge af orkanen Dorian. Foto: DANTE CARRER
Vis mere

På det tidspunkt var den oppe i kategori 5, der er det højeste på skalaen over orkaners styrke.

Den forårsagede også store ødelæggelser i Bahamas.

»Vi står midt i den største nationale krise i landets historie,« siger Hubert Minnis, der er premierminister i Bahamas, til Washington Post.

Sent onsdag aften lokal tid befandt orkanen sig omkring 170 kilometer syd for Charleston i South Carolina, oplyser NHC.

Orkanen forventes at passere tæt på South Carolinas kyst senere på dagen torsdag.

Mindst 20 mennesker har mistet livet som følge af orkanen Dorian.
Mindst 20 mennesker har mistet livet som følge af orkanen Dorian. Foto: MICHELLE COVE/TRANS ISLAND AIRWA
Vis mere

Opgraderingen til kategori 3 skyldes, at orkanen onsdag passerede hen over varmt havvand, som er den enkeltstående faktor, der har størst betydning for en orkans styrke.

Over 2,2 millioner mennesker i de amerikanske delstater Florida, North Carolina, South Carolina og Georgia er beordret evakueret, inden orkanen bevæger sig ind over land.

I North Carolina, hvor orkanen forventes at ramme senere på ugen, har 396.000 mennesker fået påbud om at evakuere deres hjem.

Ifølge Røde Kors har omkring 60.000 mennesker brug for øjeblikkelig hjælp. Der er desuden meldinger om, at drikkevandet i de ramte områder på Bahamas er forurenet.

»Vi er ekstremt bekymrede for den næste fase. Der er risiko for sygdomme såsom diarré, mens der også er mangel på adgangen til lægehjælp,« siger Bahamas' sundhedsminister, Duane Sands.