Organisationer kæmper for at få nødhjælp frem efter Himalaya-katastrofe
Landsbyer blev knust af mudder og vand, da gletsjer kollapsede. Hundredvis er savnet i Nepal og Tibet.

Landsbyer blev knust af mudder og vand, da gletsjer kollapsede. Hundredvis er savnet i Nepal og Tibet.

Internationale nødhjælpsorganisationer kæmper for at hjælpe ofrene for de ødelæggende oversvømmelser og jordskred, som onsdag ramte et grænseområde mellem Nepal og Tibet.
FN's nødhjælpschef, Tom Fletcher, beskriver det som "frygtelige oversvømmelser" og har afsat to millioner dollar - knap 13 millioner kroner - til akut lægehjælp, husly og vand.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) støtter med medicinske nødhjælpskits, der kan hjælpe 10.000 mennesker i tre måneder.
FN's Verdensfødevareprogram (WFP) og FN's børnefond, Unicef, er i fuld gang med at klargøre nødhjælpsforsyninger.
Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber (IFRC) har frigivet over en million dollar til nødhjælpsindsatsen.
- Mens vi får et stadig klarere billede af ødelæggelsernes omfang, ved vi, at hele landsbyer er blevet skyllet væk, og at behovene vil vokse i de kommende timer og dage, siger Jagan Chapagain, generalsekretær i IFRC, i en erklæring.
Onsdag buldrede enorme mængder vand, mudder og sten ned ad stejle dale gennem floddalen Lhende Khola i det nordlige Nepal. Oversvømmelser ramte først Rasuwa-distriktet i grænseområdet mod Tibet.
Med stor kraft opslugte oversvømmelserne landsbyer og ødelagde både huse og infrastruktur.
Mindst 392 mennesker har mistet livet, mens over 1400 er savnet. Hundredvis af udenlandske turister er blandt de savnede. De kommer blandt andet fra USA, Storbritannien, Australien, Canada og Tyskland.
Nabolandet Indien, som også har meldt adskillige statsborgere savnet, har sendt et militært transportfly med nødhjælp, og fly har bragt næsten 50 ton forsyninger til området.
Regeringen i Bangladesh oplyser, at landet har sendt telte, myggenet, mad og ligposer.
En række andre lande - blandt andre USA og Australien - har også annonceret, at de støtter nødhjælpsindsatsen med millioner af kroner.
Ifølge USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) kollapsede en gletsjer i Himalaya forud for jordskreddet. Det sendte en lavine af is og klippestykker ned gennem floden Lhende Khola, som løber i den bjergrige grænseregion.
Det resulterede i et jordskred og oversvømmelser på begge sider af grænsen.
Redningshold har ifølge The Guardian fortalt, at der er blevet fundet lig adskillige kilometer ned ad floden.
RITZAU/AFP