Ungarns premierminister, Viktor Orbán, siger fredag morgen, at han senere på dagen skal tale med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen fra den ungarske premierminister kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, torsdag sagde, at han planlægger at mødes med Putin i Ungarns hovedstad, Budapest, inden for de kommende to uger.
Orbán siger også, at Ungarn har påbegyndt forberedelserne til mødet mellem Trump og Putin, og at mødet kommer til at handle om fred.
Den ungarske premierminister har længe været en af Trumps allierede i Europa, mens han også har haft et tæt forhold til Putin på trods af Ruslands krig i Ukraine.
Hvis der kommer en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland, vil det føre til en ny fase af økonomisk udvikling mellem Ungarn og Europa, siger Orbán.
Premierministeren siger til ungarsk statsradio, at mødet i Budapest kan finde sted inden for de kommende to uger, hvis USA og Ruslands udenrigsministre lykkes med at løse de resterende spørgsmål på et møde i næste uge.
- I går aftes gav jeg ordrer til at nedsætte en planlæggende komité. Vi har fordelt de vigtigste opgaver, og forberedelserne er i gang.
Orbán siger, at Europa skal åbne egne diplomatiske kanaler mod Rusland, og han beskylder igen EU for at have pro-krigsholdning i forhold til Ukraine.
Orbán har flere gange været uenig med andre EU-ledere om krigen i Ukraine. Han har blandt andet stillet spørgsmålstegn ved, om EU skulle sende militærhjælp til Ukraine, mens Ungarn fortsat er meget afhængig af import af russisk gas.
Torsdag talte Trump i telefon med Putin i mere end to timer.
Fredag skal Trump mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Mødet skal dreje sig om militær støtte til Ukraine.
/ritzau/