De berygtede Epstein-dokumenter ser ud til at have krævet et nyt offer.
For nu har den kendte britiske spiludvikler Leslie Benzies trukket sig fra sit firma, Build A Rocket Boy, på ubestemt tid.
Ifølge The Times er det sket efter beskyldninger om, at han skulle have begået et seksuelt overgreb.
Anklagerne mod manden, der blandt andet tidligere har skabt spillet 'Grand Theft Auto V' – der har solgt i 225 millioner eksemplarer – kommer fra Sarah Ransome.
Og de fremgår af et vidneudsagn fra hende, der optræder i de nyligt frigivne dokumenter vedrørende Jeffrey Epstein, som de amerikanske myndigheder har lagt frem.
Heri fortæller hun, hvordan Leslie Benzies angiveligt skulle have smidt pengesedler mod hende »og herefter begået seksuelt overgreb mod mig«.
Videre mener Sarah Ransome, at hændelsen har dannet grundlag for scener, som optræder i 'Grand Theft Auto'-spillet »til underholdning for millioner af spillere«.
Ifølge kvinden skulle bankkonti ligeledes bevise, at Leslie Benzies skulle have fløjet hende til New York i efteråret 2006.
Spiludvikleren afviser anklagerne.
»Han havde et forhold med samtykke til denne person og har aldrig mødt Jeffrey Epstein eller besøgt hans ø, ejendomme eller rejst med hans fly,« lyder det fra en talsperson.
Her lyder det også, at det slet ikke er på grund af oplysningerne i Epstein-dokumenter, at Leslie Benzies har trukket sig fra direktørjobbet.
Det har været planlagt og skyldes et hårdt arbejdspres, og han vender snart tilbage, lyder det.
Sarah Ransome har tidligere vidnet mod Jeffrey Epstein og fortalt om, hvordan hun adskillige gange skulle være blevet seksuelt misbrug af ham og andre.

