Konfirmationssæsonen er over os, og nogle går helt gaveamok.

Også i Norge.

Det skriver Nettavisen.

Nogle giver deres børn et kørekort på forskud eller over 200.000 kroner til indskud i en lejlighed.

Endre Jo Reite, der er privatøkonom i BN Bank har set nogle af ovennævnte eksempler med egne øjne.

Og han kommer nu med en advarsel, for mange forældre har slet ikke råd til det gaveniveau.

Han siger:

»Det er helt forfærdeligt. Når vi taler med kunder om det her, er der endda folk, der optager forbrugslån for at købe gaver og give det samme som andre. Vi gør det simpelthen sværere at være fattig.«

Hvis man har råd til de helt store gaver, mener han, at de skal gives på et andet tidspunkt end ved konfirmationen, 

I Norge giver forældre i gennemsnit knap 7.000 danske kroner til deres konfirmand, men det beløb kan være svært at undvære i dagligdagen i nogle familier.

»Især enlige forældre med flere børn, som knap nok kan få enderne til at mødes og er nødt til at låne penge til deres konfirmationsfest, de behøver ikke at læse i avisen, at de også skal give 10.000 kroner (norske kroner, red.) i gave.«

»De har brug for de ekstra tusind kroner om måneden hele året rundt, og de behøver ikke at føle sig som en fiasko, fordi de ikke kan sætte kryds på en gaveliste,« siger Endre Jo Reite.