Tirsdag delte USA's præsident, Donald Trump, en besked fra Mark Rutte, Nato's generalsekretær, som har fået flere til at spærre øjnene op.
»Hr. præsident, kære Donald. Det, du har opnået i Syrien i dag, er utroligt. Jeg vil bruge mine aftaler med medierne i Davos til at fremhæve dit arbejde der, i Gaza og i Ukraine,« står der i beskeden, der fortsætter:
»Jeg er opsat på at finde en vej fremad i forhold til Grønland. Jeg glæder mig til at se dig. Din, Mark.«
Sidste del af beskeden er måske ikke lige så smigrende, som da Rutte kaldte Trump for »daddy« under et Nato-topmøde sidste år, men den nærmer sig.
Ifølge forhandlingsekspert Mikkel Gudsøe er det helt overlagt, at Mark Rutte som en af få europæiske ledere forsøger sig med kælen ros, hvad angår Trump.
»Der er ingen tvivl om, at Rutte gør, hvad han kan for at prøve at tale trumpsk og have en venskabelig relation til Trump. Sådan kører han ufortrødent på. Og så lader han de europæiske ledere være tenderende bad cops overfor Trump,« siger Gudsøe, der er adjungeret lektor i forhandling ved Aarhus Universitet og ph.d.-stipendiat i politiske forhandlinger ved Syddansk Universitet.
»På det her niveau ligger der et bagvedliggende analysearbejde både psykologisk og forhandlingsstrategisk,« slår han fast.
Mark Rutte var hollandsk premierminister i mere end et årti, inden han blev Nato-generalsekretær. Under sin tid som premierminister blev han kendt som Trump-hviskeren, fordi han var en af få vestlige ledere, der ikke kom på kant med Trump under hans første valgperiode.
Nu vil Trump eje Grønland, og dermed spiller Rutte en central figur som Nato's generalsekretær.

Virker strategien for Mark Rutte?
»Ja, det virker jo så godt, at Trump igen og igen omtaler Rutte som en virkelig god og dygtig fyr. På den måde er han jo lykkedes med at have en form for plads ved siden af Trump – og ikke overfor ham.«
Det er ikke kun smiger, der fra Ruttes side er blevet brugt fra værktøjskassen med forhandlingstaktik.
Som den første statsleder fra et andet land nogensinde fik Trump lov til at overnatte i det hollandske kongeslot Huis ten Bosch under et Nato-topmøde sidste år. Normalt overnatter besøgende statsledere på et andet royalt slot.
Mikkel Gudsøe, vil det være strategisk smart for Mette Frederiksen at overveje noget lignende?
»Det lyder jo så grotesk, at man snakker om sådan nogle ting, men jeg kan ikke afvise, at det kunne have en effekt.«
Han peger på, at han førhen med et smil på læben har været fortaler for, at regeringen kunne sende den danske golfstjerne Thomas Bjørn til Trumps residens Mar-a-Lago for at spille golf med ham og fortælle ham lidt om Danmark og Grønland og rose hans drive.
Mikkel Gudsøe understreger, at der er en stil og en forhandlingsstrategi, der fungerer bedst, når man har med Trump at gøre.
Der er smiger – men ikke underdanigt, lyder det.
Og så er der hårdt mod hårdt – den konkurrerende strategi.
»Det er eksempelvis ved at vise Trump, at man ikke bøjer af. Træder han speederen til 100, så træder vi også speederen til 100,« siger forhandlingseksperten.
»Det er en elegant kombination af de to ting.«
Trump skal mærke, at man respekterer, men ikke frygter ham. At man kan lægge arm med ham og enten vinde eller stå lige stærkt, siger Mikkel Gudsøe.
»Først derfra kan der være en åbning for de kompromissøgende og samarbejdende strategier om at finde kreative løsninger.«

