De købte kondisko til ham, så han gik mere sikkert.
De sørgede for en kortere trappe til Air Force One, så han nemmere kunne komme ombord.
De fik sat gelændere på alle trin og begyndte at gå lige ved siden af ham i tilfælde af, han han skulle falde.
Tidligere præsident Joe Bidens fysiske forfatning var angiveligt så dårlig i hans sidste tid i embedet, at hans nærmeste medarbejdere frygtede, at han ville ende i en kørestol, hvis han blev genvalgt.

Hans personlige læge advarede ligefrem om, at et fald kunne bliver fatalt for Biden og koste ham hans førlighed.
Det skriver i hvert fald forfatterne til bogen 'Original Sin – President Biden's Decline, Its Cover-Up, and His Disastrous Choice to Run Again.'
Selvom bogen først udkommer 20. maj, har den allerede skabt store overskrifter og voldsom debat i USA.
Nu er der så meget, der tyder på, at Bidens fald fra tinderne også bliver blæst op på det store lærred.

Ifølge New York Post forhandler forskellige parter nemlig lige nu om filmrettighederne til bogen.
Forfatterne er den kendte journalist og CNN-vært Jake Tapper og den politiske journalist Alex Thompson fra mediet Axios.
De har talt med mere end 200 personer tæt på Biden-administrationen. Mange af dem højtplacerede Demokrater tæt på præsidenten.
New York Post mener at vide, at der lige frem er ved at udvikle sig noget, der ligner en budkrig i Hollywood om rettighederne.

Men bogens eksplosive påstande har vakt en del kritik.
Joe Biden bliver beskyldt for at have ødelagt valget for Kamala Harris ved alt for sent at erkende, at han ikke kunne stille op igen.
Hans nærmeste medarbejdere bliver anklaget for at være medskyldige i miseren ved bevidst at dække over, hvor slemt det stod til med Bidens helbred.
Men forfatterne bliver også selv kritiseret for at udnytte Bidens problemer til personlig vinding.

Særligt Jake Tapper bliver klandret for at være »en hykler« for nu at tjene penge på Bidens nedtur efter i årevis at have forsvaret præsidenten offentligt.
Til det sagde Tapper for nylig i en udsendelse på CNN:
»Jeg har dækket bekymringerne om præsident Bidens alder og helbred i årevis. Jeg spurgte ham bogstaveligt talt om det i oktober 2022, og vi har udfordret demokrater og embedsmænd i Det Hvide Hus om det.«
