Mæslingeudbuddet i USA vækker stor bekymring.
Og nu opfordrer den højtstående amerikanske embedsmand og kirurg Mehmet Oz til, at befolkningen tager imod vaccinen.
Det sker i CNN-podcasten 'State of the Union', skriver The Guardian.
»Tag vaccinen, tak,« siger den kendte hjerte- og lungekirurg og tilføjer, at vaccinen er løsningen på problemet.
»Ikke alle sygdomme er lige farlige, og ikke alle mennesker er lige modtagelige for disse sygdomme. Men mæslinger er en sygdom, man bør vaccineres imod.«
Mehmet Oz' udtalelser kommer i kølvandet af, at South Carolina oplever et udbrud med hundredvis af tilfælde.

Samtidig er et udbrud registreret langs grænsen mellem Utah og Arizona, og flere andre stater har rapporteret om bekræftede tilfælde i år.
Folkesundhedseksperter siger, at mæslingeudbruddet sker i takt med, at vaccineskepsissen vokser.
Dette kan potentielt føre til en tilbagevenden af en sygdom, som de amerikanske myndigheder ellers tidligere havde erklæret udrykket.
Alene i januar oplevede USA 25 procent af det samlede antal tilfælde, der blev bekræftet hele sidste år.
Og der er ikke noget, der tyder på, at udbruddet vil aftage.
Mehmet Oz' chef, den vaccineskeptiske sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr., har tidligere påstået, at der er en mulig sammenhæng mellem vacciner og autisme.
Sidste år udtalte Kennedy, at mæslingevacciner er et personligt valg, og han anbefalede samtidig ikkebeviste behandlinger mod den meget smitsomme sygdom.
Men nu opfordrer Mehmet Oz, der selv har udvist skepsis mod influenzavacciner, til, at amerikanerne får en vaccine mod mæslinger.
Langt størstedelen af de smittede amerikanere er ikke blevet vaccineret, men på trods af det er der ikke blevet annonceret nogen nationale kampagner.
Udtalelsen fra Oz er ligeledes den første større udtalelse fra den føderale regering.
